Hopp til innhold

Side:Peer Gynt.djvu/93

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
(giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse)
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.
(dukker bag træet og kiger frem)
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, –
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter-?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud. –
Der setter han på sprang med næven i en klud.
(rejser sig)
Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg -! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. –
Men hugge-? For altid skille sig ved -?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med, –
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
(ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen)
————————
(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. Åse og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

(