Denne siden er ikke korrekturlest
Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)
PEER GYNT
- (ved porten)
- Her går nok en landmand al kødets vej.
- Gud ske lov, at det ikke er mig.
- (træder indenfor)
PRESTEN
- (taler ved graven)
- Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,
- og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, –
- nu, kjære venner, taler vi et ord
- om denne dødes vandring på vor jord.
- Han var ej rig, og heller ej forstandig,
- hans røst var spag, hans holding var umandig,
- sin mening bar han vegt og uvisst frem,
- og knapt han rådig var i eget hjem;
- i kirken tren han, som han vilde bede
- om lov til, andre lig, at tage sæde.
- Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen.
- Da hid han flytted, var han fast en gut; –
- og visst I mindes, at til sidste slut
- man så ham stødt med højre hånd i lommen.
- Den højre hånd i lommen var det egne,
- der præged mandens billed i ens sind, –
- og dertil denne vridning, den forlegne
- tilbaketrukkethed, hvor han kom ind.
- Men skønt han helst sin stille vej gad slingre,
- og skønt han blev en fremmed mellem os,
- så
