Studenter og paa een Dag Ægtemænd, levede i de første Aar af deres Ægteskab paa eet Sted i trange Kaar og i en precair Stilling og nu paa een Tid ved to lige aldrende Mænds Død sattes i den behageligste Virkekreds, der for nogen af dem lod sig tænke. Endog det digteriske Evangelium (om Tegn i Soel og Maane), hvormed han første Gang skal underholde Sande Menighed, begeistrer ham og synes ham at være et heldigt Omen.
22de November.
Strax efterat jeg var kommen paa Prædikestolen, mærkede jeg, at en Soldat blev udkaldt. Lidt efter kom han tilbage, hentede sin Hat og gik med alle. Paa Hjemveien mødte jeg Lieutenant Finne, som forklarede mig denne Sag. Det var en af Communicanterne, en Artillerist, der havde været ude af sit Qvarteer i Nat hos en liderlig Tøs i Vaterland, og der nu, saa slet forberedt til den høitidelige Religionshandling, blev efter Oberstlieutenant Wendells Foranstaltning afholdt som uværdig derfra. Var denne Anstalt føiet i Morges, førend Karlen gik til Skrifte, vilde jeg takket Oberstlieutenanten for hans Nidkjærhed. Nu forværrede den maaskee Sagen mere end den forbedrede den. Klogere havde det vel været, at lade ham fuldbyrde Handlingen, men umiddelbart derpaa sende ham til mig og lade mig i Religionens Navn eftertrykkeligen foreholde ham det Uværdige i hans Adfærd.
24de November.
I Throndhjems Avis læste jeg et curiøst Avertissement fra den famøse Præst Esmarch,[1] der nu er i Throndhjem og tilbyder Stiftets Præster sin Tjeneste. Han siger, at han har mistet sit Embede, „fordi han baade offentligen og for Regjeringen paa Dansk har yttret den paa Latinsk saa almin-
- ↑ Se ovenfor S. 3.
