fleste henhøre til Menneskehedens Afskum, som alle uden Undtagelse, formedelst umoralsk og lovstridig Daad ere brændemærkede med offentlig Skjændsel. Og om de fleste af dem maae det antages, at de, langtfra at forbedres ved Straffen, tvertimod i slet Selskab, tildeels vel og ved uværdig Behandlingsmaade ere mere hærdede nu, end da de kom i Slaveriet. En af dem, en Lorents Olsen, som jeg for nogle Aar siden har confirmeret, der i en Alder af 16–17 Aar blev inddømt paa Livstid for 3 Gange begaaet ubetydeligt Tyverie, og hvem jeg da lovede med Tiden at interessere mig for, hvis hans Forhold svarede til, hvad jeg troede at kunne vente af ham, mindede mig i Eftermiddag om mit Løfte, og jeg skal nu forespørge mig hos Capt. Widing om hans Opførsel, og derpaa, om den er som den bør være, indgive Ansøgning om hans Befrielse. Nu – jeg talte da for disse Mennesker, men Gud veed, hvormange af dem hørte eller lagde paa Hjerte, hvad jeg sagde. Tre, fire syntes med et fast Haandtryk at tilkjendegive, at de følte Vægten af, hvad de vare mindede om. De fleste andre røbede Tanke- og Følesløshed, og Gud give, Slaverne vare de eneste, som røbede den.
Handelshuset Wolff & Dorwille i London er gaaet fallit. Nogle, f. Ex. Baron Wedel og Niels Ankers Enke, som havde deres hele Formue staaende der (den sidste en Sum af 45,000 Pund Sterling) skal næsten være aldeles ruinerede. Kammerherre Anker og mange flere lide betydelig Skade, og næsten ingen Kjøbmand af Betydenhed i det hele Land gaaer ganske fri. Man bejamrede det meget iaften i Selskabet hos Zahlcasserer Schaft, som den største Ulykke, der endnu kunde ramme Norge. Jeg forstaaer mig ikke ret paa den Sag. Paa Embeds- og Agerdyrkerclassen kan den vel ikke have synderlig Indflydelse, og Handelsstanden, som vel overalt har ført os i den meste Ulykke, har alt længe annammet sit Gode.
