Christiania. Lidet mærkelige ere de Begivenheder, jeg her har oplevet. Min yngste Datters Fødsel er den eneste Forandring i min huuslige Stilling. Som Embedsmand er jeg aldeles in statu quo. Min ædle, jeg frygter uerstattelige Medarbeider Juell har jeg endnu, og nu som ved min Tiltrædelse har jeg en personel Capellan, med hvem jeg aldrig driver det til mere end taalelig Forstaaelse;[1] i Mellemtiden, i Ottesens Dage, var det rigtignok anderledes. Tilløb som Prædikant har jeg aldrig havt her, men Bifaldet synes snarere forøget end formindsket. Indkomsterne er det nu ikke værdt at snakke om; de ere vel forhøiede til mere end det dobbelte; men Udgifterne til det sexdobbelte, og det svarer da maadelig Regning – dog dette er en Sag, som ikke ene vedkommer mig: alle Kjøbstads-Embedsmænd i Kongens Riger og Lande ere i lige Forfatning som mig, altsaa kommer det ikke i Betragtning, hvor der tales om min individuelle Forfatning. Resultatet bliver da, at jeg nu omtrent staaer paa det samme Punct, som da jeg kom her, og at der ikke har været syv Aar i mit Liv, der have frembragt saa liden, saa aldeles ingen Forandring i min Situation som de sidst forløbne, og at altsaa Tak til Gud for hans Varetægt over mig og mine og alvorligt Henblik paa næste Septennium, ved hvis Ende (om jeg oplever dem) jeg alt har fyldt de 50 Aar (jeg nærmer mig Oldingeaarene med stærke Skridt) er det eneste, disse syv Aars Minde kan opmuntre mig til.
1ste November.
I Classesamlingen, hvor Bispen ikke mødte, afgjordes stakkels ærlige Peers[2] Skjebne. Han henlægges indtil videre, d. e. til Provst Grave er død, og ikke kan krænkes ved at see sin Bog forkastet. Iøvrigt foretoges som sæd-
