mere indenfor Homileternes almindelige Sphære. Han skal engang have sagt, at han ikke ønsker eller stræber efter at forstaaes af sine Tilhørere; Meningen skulde da vel være, at han blot vil fremkalde Følelser, men ikke at tale om, hvor aldeles urigtigt Begreb den Prædikant danner sig om Folkelærerens Kald, der forsmaaer at virke paa Tilhørernes Forstand, saa vil nok ikke end hiint lykkes Stenersen. Fremsagt af en Biskop Hagerup, en Nordal Brun, en Gutfeldt vilde Prædikenen uden Tvivl gjort Effect; deslige store Talere vide saaledes at henrive Tilhørerne ved deres udvortes Foredrag, at man glemmer, hvad der siges, og blot dvæler ved Maaden, hvorpaa det vorder sagt. Men disse Talegaver har ikke Stenersen, og faaer dem vel neppe. Hans Stemme er fuld og ren, men (som han selv i Middags tilstod) ikke bøielig; Monotone i Foredraget kan altsaa ikke undgaaes, og af Armbevægelser gjør han aldeles ingen. Det gjør mig overmaade ondt, at denne ædle, elskværdige, indsigtsfulde Yngling er geraadet paa en saadan Afvei, og endnu mere ondt gjør det mig, at han saa stædigen er overbeviist om, at denne Vei er den rette, at en Engel fra Himlen neppe kunde afdrage ham fra den Tanke. Saaledes prædiker sandelig hverken Mynster eller Grundtvig – de to eneste af den Skole, hvis Prædikener ere trykte. Og høiligen er det at beklage, at selv en Stenersen skal henhøre blandt det imitatorum pecus, der efteraber Mesternes Feil, uden at kunne naae deres Fuldkommenheder. Borch[1] synes ogsaa efter Indtrædelsesprædikenen i Aggers (Kirke) at dømme at ville prædike i samme Maneer; men han forekommer mig at være blandt dem, der efter Ordsproget, vide, at Byen hedder Snerpe, men ikke hvor den snerper hen; det veed dog Stenersen.
- ↑ Abraham Borch (siden Sognepræst til Kongsberg), var 1812 bleven. Pavels’s Capellan pro loco. Han var en Slægtning af Stenersen.
