Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
82

ulempeligen; siden mærkedes det tydeligen, at han talede af sig selv, ligesom fordum Pilatus. Disputerlysten tabte sig efterhaanden hos alle, da Spisetiden nærmede sig, og Slutningen affeiedes i vel megen Geschvindighed. Bispen indbød os alle.

21de October.

Jeg var indbuden til Wulfsberg, hvor ogsaa, foruden Schmidt, vare: Biskoppen, Provst Sartz, begge Præster Bull og Katechet Stenersen. Ogsaa nu var (som overalt, hvor Schmidt er) Sang ved Bordet, men det havde ingen ret Art. Den selskabelige Munterhed, som Sangen skal fremme og nære, kan aldrig trives, hvor mellem hver Vise politiske, økonomiske og deslige Discurser føres; man synger for at synge, ikke for at glædes, og Vinen kunde ligesaa gjerne drikkes under dybeste Taushed. Schmidts idelige Gjentagelse af de samme svenske Viser, uden at vore mange gode danske komme i Betragtning, staaer mig heller ikke an. Efter Bordet havde jeg en Samtale med Stenersen om private Declamatorier, som jeg meget ønskede kunde indføres blandt vore meest dannede Mænd og Ynglinge: Munch, Wulfsberg, Tandberg, Stenersen selv o. fl., og han deeltog af Hjertet i dette Ønske. Siden havde jeg en lang Conference under fire Øine med Biskoppen om den projecterede Forandring med Byens, Slottets og Aggers Menigheder, om Aftensangs Afskaffelse, om Vigtigheden af den offentlige Cultus og Christianiensernes Ulyst til at deeltage i denne o. desl. Under saadanne private Samtaler viser Bech sig fra en meget baade elsk- og agtværdig Side. Der spores intet af den myndige, hierarchiske Tone, som han end ikke i de muntreste Vennesamquem aldeles kan aflægge.

Iaften opførtes Udstyret, men efter den Beskrivelse, jeg har faaet over Spillet, er jeg glad ved ikke at have seet dette Stykke, der blot vilde gjenkalde mig ubehagelige Erindringer, især om afdøde John Collett, som spillede Amt-