mig. Jeg holder altid en liden Afskedstale til dem, og det lykkes mig tidt ved den at udpresse Taarer af mangt et Øie. Det mærkede jeg intet til idag. Der er overalt ingen af de Børn, for hvilke jeg fortrinligen kunde interessere mig. Hjertets inderlige Deeltagelse i Underviisningen sporer jeg alt sjeldnere og sjeldnere hos mine Consirmander. Er Grunden hos mig eller hos dem? Ere mine Formaninger nu mindre varme og rørende? Er min egen Stemning saadan, at hine blide Følelser ei fra mig kunne forplantes til dem! Maaskee! men ogsaa her maa jeg tildeels anklage Tidsalderen. Mit Hjerte er uforandret. I Eenrum ere mine Følelser ømme og stærke, som da Ynglingen for henimod 20 Aar siden med sværmende Forhaabninger traadte ind i Lærerstanden,[1] men ogsaa kun i Eenrum, thi den Verden, der omgiver mig, vilde ansee det for en Daarlighed, og derved er jeg vant til alt mere og mere at indslutte dem i min Barm. Jeg tør, jeg kan ikke lade nogen see i mit Inderste, og dermed tillukkes mit Hjerte, naar jeg er blandt Mennesker. Endog der, hvor jeg burde aabne det, og kunde gjøre det, uden at spottes: hos mine Lærlinge, ja hos mine Børn, yttrer.jeg denne Tilbageholdenhed. Eene, kun for Gud og mig selv tør jeg ganske vise mig som jeg er.
30te September.
Onsdagsconfirmanderne tog jeg da ogsaa i Morges Afskeed med. Himmel, hvilke jammerlige Mennesker! Mit Hjerte bløder ved Tanken om, at saadanne herefter skulle ansees for voxne og oplyste Christne – og dog kan maaskee deres Bane
- ↑ Smlgn. Pavels’s Autobiographi S. 99: „Inddysset i min Ungdoms søde Drøm om Menneskets voxende Forædling, hvoraf jeg siden er vaagnet, besteg jeg aldrig Prædikestolen uden med det favre Haab, at ogsaa den Times Arbeide skulde bidrage til at fremskynde den Guldalder, til at opføre den Bygning, jeg troskyldigen haabede om faa Aar skulde fuldendes.“
