korte Forerindring: at disse Forsøg blot maa betragtes som Indledning til større og vigtigere Arbeider, som i Tidens Fylde skulle udkomme, bærer Præg af megen Arrogance. Men ellers har Samlingen mange skjønne Stykker, og jeg kan ikke nægte, at en høiere Digteraand fremlyser af den end af Schmidts, der vel i det idyllisk-elegiske har sine Fortjenester, men at hæve sig høiere blev ham sikkerlig ikke givet, og i hans Leilighedsdigte hersker fast uden Undtagelse Trivialitet.
31te Marts.
Grundtvigs „Udsigt over Verdenskrøniken“ er en aandriig Bog, men i de Domme, som fældes, hersker en Eensidig hed, som Stenersen vel kalder Conseqvents, men som dog overskrider Grændsen, denne maa bevare, naar den .skal kaldes en roesværdig Egenskab. At den alvorligt tænkende og følende Christen maa, som det blev sagt i Anledning af Molieres precieuses ridicules, brænde meget af det, han tidligere har tilbedt og omvendt, naar han læser Grundtvig, er vist; djærveligen borttages Helgenglorien og drages Masken af mangen en, som i Aarhundreder var Verdens Afgud; men naar alt skal føres til Religionen, naar fra Christendommens Begyndelse Heltenes, Statsmændenes, Digternes, kort Enhvers Fortjenester skal vurderes efter hans Hengivenhed for-Christendommen og Arbeide for dens Fremme, gaaer Grundtvig for vidt. Jeg vil blot nævne Frederik den Anden (som jeg iøvrigt aldrig har forgudet) og vor gode, gamle Holberg, som han forekommer mig reent at misforstaae. Disse og vel mange Flere ere aabenbart forurettede. – Den gamle Historie overfarer han iøvrigt vel hurtigt, hvorimod han i en „Udsigt over Verdenskrøniken“ indlader sig i altfor vidtløftige Details om vort Fædreland og dets Mænd. Hans Dom om disse er for det meste rigtig. Hvad han f. Ex. siger om Suhm og Bastholm er noget ganske andet end man hidtil har vovet at
