med Apostlerne, da de sagde til Christus: Herre! her er to Sværd! Jeg tilkommer altsaa, sagde Paven, at føre to Sværd i min Haand, det ene for Kirken, det andet af Kirken. Men Skjerts a part – Vi leve i et Tidspunkt, hvor det maaskee kunde blive nødvendigt, endog for en Præst at bruge Sværdet for Kirke, Konge og Land, og da Deres Velærværdighed desuden er Garnisons- og Soldaterpræst, saa tager jeg saameget mindre i Betænkning at give mig den Ære og Fornøielse, at sende Dem vedlagt Subscriptionsplan til behagelig Betjening for Dem selv og de flere Venner, som De vilde gjøre deeltagende deri, hvilken jeg da derefter turde vente behageligen remitteret.“ – Collegialtidenden anmeldte flere geistlige Befordringer.
„Gud hjælpe dem, der skal de Store søge;
Den Vei fast værre er, end Veien ned til Kjøge“.
Disse, den ærlige Agent Holks Vers, maa man i vore Dage med fordobblet Eftertryk gjentage, naar man seer, hvorledes mange gamle agtværdige Embedsmænd tilsidesættes for ganske unge Solicitanter.
19de Marts.
Ved Kirkeordination idag holdt Bispen en af de bedste Taler, jeg mindes nogensinde at have hørt af ham. Særdeles heldigen skildrede han den Kamp, en oplyst Religionslærer har at udholde, ei alene mod Mængdens Fordomme, men ogsaa mod Magthavernes Ligegyldighed eller Had mod Sandhed og Almeenforædling, i hvilken Anledning han sagde saa djærve og kjække Ord, at de efter Neumanns Udtryk „kunde koste ham Kappe og Krave“, naar en Magthaver havde hørt ham. Det er sjelden, fast aldrig jeg med den Tilfredshed har hørt en Tale af Bech fra Begyndelsen til Enden. Langt mindre behagede mig Hr. Steens Prædiken. Jeg havde under Ceremonien tænkt paa, om det nogensinde faldt i min Lod at forrette denne Handling, at da min første
