13de Marts.
Endnu maa jeg fra i Gaar fortælle om det første Selskab Mariboe nogensinde var i hos Conferentsraad Brun. Det er saa charakteristisk, at det vel er værd at erindres. Gjæsterne samledes, men hverken Vert eller Vertinde modtoge dem. Han var bortreist; om hende vidste man intet. Man blev kaldt til Bords; under Maaltidet aabnedes en Fløidør og Frue Brun blev syg baaren ind i en Bærestoel af to Tjenere og placeret ved Bordet. Hun bukkede rundt for Selskabet, og da hun havde siddet saaledes taus nogle Minutter, bukkede hun atter og blev baaren ud igjen. Efter at man havde spiist, kom man ind i et halvoplyst Værelse, hvor man omduftedes af den meest arromatiske Vellugt. I en Alkove stod en Seng og der laae Frue Brun. Ved Sengen stod et Claver, hvor Weise spillede og Frue Knutzen sang. Det skal have været saare fortryllende. Visiten ved Bordet lader jeg nu staae ved sit Værd, men det sidste Optrin er dog lige tryllende for Sandserne og opløftende for Aanden. Havde jeg Rigdom og Anstand til at spille en saadan Rolle, jeg gjorde det gjerne og blev ikke slettere Menneske for det.
Det var temmelig stort Selskab hos Mad. Collett, men ingenlunde morsomt. Under Theedrikningen jamredes over Tiderne, og saa naturligt det kan være i en fortrolig Samtale mellem Mand og Mand, saa begribeligt det er, at man i en Klub, hvor man er for sine Penge, altsaa omtrent som hjemme, ventilerer saadanne Æmner – saa utidigt forekommer det mig i et Gjæstebud, hvor man indbydes til Glæde, at gjøre Jammer og Nød til Timens Orden, og naar Verten, som her var Tilfældet med Overkrigscommissaire Collett, selv er en af de meest Klynkende, saa er dette omtrent lige saa upassende som om han gav suur Viin og fordærvet Mad. Hiint rebuterer den moralske, dette den physiske Sands og for begge bør man søge at skaffe sine Gjæster behagelig Nydelse.
