store moralske Fordærvelse, Ungdommen i Kjøbenhavn var udsat for, og som her ei skal være at befrygte, kan jeg aldrig faae i mit Hoved.
26de Februar.
Etatsraad Falbe har intet tillokkende Udvortes. I Omgang med Fruentimmer har han vel ogsaa vænnet sig til en Tone, som Ægtemanden og Faderen har aflagt eller snart vil aflægge, men ellers er han en fornuftig, jeg troer virkelig ogsaa en god Mand. Talen var blandt andet om Grev Wedel og hans Underligheder, især den, at han affecterer at ophøie sig over alle Former og driver Ligefremheden saa vidt, at den generer ikke mindre end den stiveste Etikette. – I Aften læste jeg Biskop Sørensens Tale den 11te December. Den har meget gode Steder, især beundrer jeg den Kjækhed, hvormed han siger Christiansandenserne saa godt som lige i Øinene, at de bør skamme dem over deres usle Bidrag til Norges Universitet, men som Tale kan jeg dog ikke tillægge den fortrinlig Roes. Den har lange og indviklede Perioder, aldeles ikke afpassede efter Aandedrættet; Udtryk ere anbragte, som ei høre til det høiere Foredrag; i en Bøn til Gud tales f. Ex. om denne kritiske Tid, ligesom det heller ikke synes passende at fortælle det høieste Væsen om „at fraadse paa Sardanapals Viis“, om „Orientens Despoter“ og om „Nordens og Romerfolkets Titus“. Ogsaa er mig ingen Tale, holden i den Anledning, bekjendt, hvor Oekonomien saaledes er taget i Betragtning, hvor man, efter mine Ord, har man= helliget Herrens Huus, misvurderet Kongens Gave, nedværdiget sin egen Glæde ved at tale paa denne Dag om Vinding eller Besparelse“.
28de Februar.
Oftedahls Universitetstale[1] er uden Tvivl den skjønneste
- ↑ L. A. Oftedahl, Sognepræst til Rennesø, siden Stiftsprovst i Christiansand og omsider Sognepræst til Eker, holdt Talen i Stavanger.
