garanterer vor Konge Holsteen og Jylland, og man troer Freden nær.
17de Februar.
Kjerulf[1] er misfornøiet over Wulfsbergs Indlemmelse i Declamatoriet, da han frygter for, at han vil blive en Confusionsmager der. Jeg haaber Frygten er større end Faren. Jeg finder ikke, at Wulfsberg er enten Fredsforstyrrer eller utidig Projectmager, kun at han aldrig maa komme i Selskabet fra et godt Middagsbord, thi saa turde vi maaskee, udenfor Dagens Orden, faae mere Declamation, end vi skjøttede om. – Paa mit Spørgsmaal, om vi ikke ogsaa kunde declamere tydske Stykker, svaredes af Kjerulf og flere, at det var bedst, vi for det første bleve ved vores Modersmaal, da vi ellers kunde faa Baronessen og Frøken Vasmer ind, og det syntes man ei at have Speculation paa. – Holten fortalte som et Rygte, at Biskoppen søger en Viceraadmands Post for sin Søn Krigsassessoren,[2] og da jeg yttrede, at han i saa Fald burde have en fredeligere Titel, svarede han, at det maatte jeg ikke sige, thi der havde nylig været Slagsmaal i Magistraten, og Osterhaus havde faaet udrevet eller selv udrevet nogle Haar af sit Hoved, lagt dem paa Bordet og sagt, at de vare blevne graae i Hans Majestæts Tjeneste m. v.
18de Februar.
Hos Zahlcassereren[3] fortaltes i Aftes den fæle Geschichte, at Fangerne i Raadstuearresten idag skreeg (det hørte jeg selv, da jeg gik forbi) og vare nær ved at gjøre Opstand
