en af Arendals første Noblesse. „Hvem veed“, sagde min Kone idag, „om du ikke engang kan blive inviteret i Gjestebud til Niels eller Christian?“ – I Søndagsskolen prøvedes nye Elever og siden var Commissionsmøde. Jeg fortryder dog ikke at have modtaget Valget, og tør maaskee endda, naar jeg faar orienteret mig, blive et nyttigt Medlem af Commmissionen, især ved at understøtte Sigvardts Meninger, som ellers, ved Nogles Selvklogskab og Andres rechtbruderske Eftergivenhed letteligen kunde blive overstemte, da hans Beskedenhed hindrer ham fra at sætte dem igjennem med Kraft.
18de Januar.
Dagens Hovedforretning var en Tour til Bækkelauget, som jeg gjør engang hver Vinter over Isen for at berette min kjære, nu 96aarige Sivert. Til sit 50de Aar sværmede han om som Søemand i alle Verdensdele, udholdt Strabadser og har vel heller ikke med den Styrke og det Temperament, der maa forudsættes hos ham, sparet sig i andre Maader. 51 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige og har avlet 19 Børn med hende, sidste Gang Tvillinger i hans 74de Aar, og endnu lever han med taalelig god Helbred. Det bedste er, at han tillige er en hæderlig Mand, hvis Aasyn byder Ærbødighed og hvis Adfærd ikke svækker den.
19de Januar.
Med den inderligste Tilfredshed har jeg læst i det sjellandske Landemodes Forhandlinger J. P. Mynsters Betragtninger over den Kunst at prædike. Der er Lys og Grundighed og varm Religionsfølelse uden Grundtvigsk Hyperorthodoxie og Intolerance. Særdeles interessant er, hvad han siger om de saa tidt misforstaaede Udtrykke: at tale til Forstanden og til Hjertet. Det extemporerede Foredrag har i ham en heldig Forsvarer, den første offentlige, som er mig bekjendt, og hvad han siger om dem, der klage over at arbeide forgjæves, fordi de stundom tale for en liden og uop-
