Tilskueren, Sandsigeren og Dagen har dog vist været de allerfleste til Forargelse. At i disse Blade Læselysten heller burde vækkes end Vragelysten, kan saa være; det fordrer vel heller Ingen, at han skulde disrecommandere et udkommet Skrift, skjøndt der vel var dem, der fortjente det, men hvad han ei med god Samvittighed kunde anbefale, kunde han, som aldrig har forpligtet sig til at levere nogen fuldstændig Udsigt over Litteraturen, forbigaaet med Taushed, og det har han ikke gjort. At han aldrig har roest eller engang som „uskadeligt omtalt“ noget af det, i hvis Skygge man „indaander Gift eller Uhumskhed“, maa og tilstaaes, men desværre! Giftblanderen[1] roser han dog altfor ofte, skjøndt ikke som Giftblander, og jeg veed ikke hvorfor man bør hædre den overbeviste Forbryder for det Gode, der findes hos ham som hos Alle. En Recensent kan rose det, thi han dadler og det Slette, og der er Upartiskhed og Ligevægt; men at udhæve det Roesværdige og fortie det Lumpne, derved gjør man i dette Tilfælde hverken sig selv Ære eller Publicum nogen Tjeneste. Naar endelig Rahbek i Anledning af den besynderlige Yttring af G., „at det vakre Hoved er gaaet under, fordi det ikke vilde i det Rene med sig selv“, med Selvfølelse erklærer, aldrig vitterligen at have foragtet eller forsaget de Grundsætninger, han engang har forsvaret og forkyndt, da kan han, hvad Grundsætningerne angaaer, have Ret, ligesom jeg og maa tilstaae, at hans Afvigelser ikke vare vitterlige, men en Følge af Svaghed. Men at ingen dansk Skribent af Celebritet saaledes har temporiseret, lempet sin Tone efter Tider og Mennesker, viist overalt saa megen Personsanseelse, det kan jeg, fordum hans ivrige Beundrer og endnu hans oprigtige Ven, umulig fragaae.
- ↑ T. C. Brun, Forfatter af en Mængde tildels letfærdige Digte (Fritimerne).
