Vistnok meget sandt! kun fatter jeg ikke, at der i en yngre Alder end min ældste Datters[1] kan vindes betydelig derved. Indtil da er det vel nok, at den naturlige Religions simple Sandheder erkjendes, og at Hjertet iøvrigt er stemt til i sin Tid at modtage med Lyst ogsaa den høiere Opdragelse. En aldeles religiøs Opdragelse, saadan som f. Ex. min var, har overalt efter nærværende Sæder (desværre!) sin store Vanskelighed, ligesom ei heller vor allernyeste Psalmebog synderligen letter Arbeidet. – Det andet Brev var fra Biskop Brun. Kort, men indholdsrigt. Han taler om en Fest, Biskop Krogh skal have foreslaaet, hvorover han har afgivet sin Erklæring, den han henviser mig til Statholderskabet for at faa læst. Om Indkomstregulativet synes mig hans Begreber ikke at være aldeles de rigtige. At „den Dovne, den Dumme, den Talentløse“ vilde netop faae lige Krav med den Virksomme og Talentfulde, kan jeg ikke, forsaavidt det ei skeer i dette Øieblik, saa ganske faae i mit Hoved. At dette Regulativ iøvrigt vil løsne Baandet mellem Præst og Menighed, vil gjøre ham mere og ikke mindre afhængig, vil vække Misnøie og sætte ham i den ubehagelige Nødvendighed Aaret igjennem at plage sig med Incassationer, Restancelister og Executioner, det indseer jeg, og Hedemarkens Exempel viser det tildeels allerede, og derfor seer jeg ret gjerne, at Offer og Ministerialforretninger blive in status quo, og af mine Herredsbrødre ere de fleste enige med mig.
20de December.
Hr. Borch har i Budstikken[2] opkastet sig til Raadgiver for alle Norges Sogneselskaber. Han finder nemlig, at de mange Præmier for Ting, som det er Aspiranternes egen Fordeel at iværksætte, ikke svare til Hensigten. Heri kan han
