der har 30 Børn at læse for, kan udrette mere end en anden med 90, man har paalæsset ham, og at den Lærer, der for sig og Skolen blot behøver at yttre Ønsker for at see dem opfyldte, har langt større Opmuntring end den, der som vore Almueskolelærere maa tigge møisommeligen om 50 Rd.s Forhøielse i sin Løn eller en Snees Dalers Extrabidrag til en Favn Brænde. Til Slutning istemtes to Vers til Ære for Skolens Velgjørere (ventelig forfattede af Sigvardt[1]), og nu forføiede vi os alle efter Indbydelse til Colletts Huus i Christiania, for at spise Middag. – Otto Collett gav mig saa beskuelig Idee om vort Finants- og Provideringsvæsens fortvivlede Situation, at Haarene reiste sig paa mit Hoved. En hastig Ende paa Sagen er alt, hvad man nu tør ønske; at den vil blive god, er ikke at tænke paa, men eet haardt Slag, der smerter i første Øieblik, men hvoraf man dog kan reise sig igjen med den Tanke, at det nu er forbi, er langt bedre end denne langsomme Hentvinen, der tærer Marv og og Been og omsider frembringer total Undergang, da hiint dog blot vilde volde partiel.
16de December.
Det er dog en egen Sag saaledes som Moer Koren at skrive Dagbog for en stor Vennekreds, der tildeels ikke engang kjender hinanden personlig. Fuldkommen aabenhjertige Yttringer ere umulige, naar man, som her, lever just i den samme Kreds, for hvilken man skriver. Der er nu Treschovs i Kjøbenhavn, vi, Frue Bull, Frue Mariboe, Sara Boyesen, Mad. Cappelen, Ottesen og hans Kone, Schmidt og Jfr. Torstenson. Om ingen af os tør eller vil hun sige noget ufordeelagtigt, om hun ogsaa turde, eller det maa .i det mindste modificeres med den yderste Varsomhed, gives et Anstrøg af Spøg o. dl. Men ikke nok hermed. Ogsaa hver af os har sin Kreds, og
- ↑ Den senere Biskop i Christianssand, dengang Præst i Oslo.
