8de December.
I Aften er der igjen Bal hos Prindsen efter en Iisfart til Ladegaardsøen. De sværme da uophørlig og Norges Statholder giver et slet Exempel paa en Tid, da det efter Alles Yttring seer saa saare misligt ud med Landets Providering, da Alt er steget høit i Prisen og formodes at ville stige end høiere, da vort Pengevæsen med raske Skridt iler sin Undergang imøde.[1] Baronessen er ham vist baade i physisk, moralsk og oekonomisk Forstand til Fordærvelse. Umiddelbar bidrager hun til Luxus og Sædernes Fordærvelse i vor Bye, og middelbar fremskynder hun Landets Ruin ved at enervere den Mand, der behøver en kraftfuld Haand til at holde det ham betroede Roer. Pereat!
9de December.
Til vor Ungdoms Forædling har nu en Conditor Zuvan etableret sig i denne Bye, hvor saadan nyttig Borger hidtil savnedes.
10de December.
Der var berammet Administrationsmøde for Saugbankens Fattighuus hos Lumholtz, men Forstanderen var ei tilsagt; det blev altsaa med blot Conversation. Iisfrokosten og det øvrige vilde Væsen hos vor beau monde vurderede den gamle Bisp efter Fortjeneste og om vore nærværende trykkende Tider og dunkle Udsigter sagde han noget af det fornuftigste, jeg i lang Tid mindes at have hørt: „At klage og ængste sig selv og andre nytter intet; der er intet andet for end først at slaa Lid til Guds Forsyn, og dernæst lade hver Dag have sin Plage. Vil man see fremad, seer man en bundløs Afgrund; bedst altsaa, at tænke paa den Dag,
- ↑ Om disse Lystigheder se ogsaa L. Daae, Det gamle Christiania, S. 296–297, hvor de dog feilagtig ere henførte til Begyndelsen af 1812.
