med forudfattet Tro, og finder de ikke det, de har Lyst til, saa tvister og trækker og tøier de sin Hindring, til de paa en eller anden Maade faar den til at passe ind i deres Kram. Saaledes især, naar de vil faa Bibelen til at forsvare deres særegne Paastande. Denne Pastor Kristensens Paastand er altfor vel praktiseret desværre; men den er kun skikket til at standse eller hæmme og umuliggjøre al fri naturlig Vækst paa det religiøse Omraade. Saa fortsætter Pastoren: „Den religiøse Tænkning gaar ud fra som en Grundsandhed, at den levende Gud er traadt i Forhold til Menneskeverdenen ved Aabenbaring.“ Dette sidste kan alle indrømme; men saa fortsætter han: „Følgelig kan Underet her anerkjendes eller troes, nemlig som et Middel for guddommelig Aabenbaring.“ Jeg forstaar rent ud sagt ikke den Følgeslutning, at fordi Gud aabenbarer sig i Verden, maa Underet troes. Jeg vil meget mere sige det modsatte, at fordi Gud aabenbarer sig i Verden, kan Underet ikke troes; thi Gud er overalt, hvor han optræder, Ordenens, Harmoniens, Fuldkommenhedens Gud, og derfor kan han ikke forstyrre, bryde eller flikke paa sine egne Love, da de ellers ikke var fuldkomne. Jeg forudsætter her, at Pastor Kristensen ved Under mener Brud paa Naturlovene. Det er aldrig skeet og kan aldrig ske, hverken af Gud eller Mennesker. Naar Hr. Kristensen altsaa slutter, at Hr. Janson ved at kræve en Religion uden Under viser, at hans Tænkning bevæger sig udenfor den kristelige Religion,
