Broderen Johan kom i den nedre Klasse. Andreas var første Mand i Skolen flere Aar, og meget yndet af alle Lærerne, men saa kom i 1826 et Lys fra Kragerø, Anton Martin Schweigaard, ind paa Skolen. Han havde i flere Aar været hos en Prest i Ostfrisland, som opdagede hans brilliante Evner, og bevirkede, at han fik Understøttelse til at studere; han kom ved sin Modenhed (da han var 2 Aar ældre) og større, Udvikling til at indtage Pladsen som Nr. 1 paa Skolen, saa Andreas blev Nr. 2. Dette Stød tog imidlertid Andreas sig ikke stort nær af, og et inderligt Venskabsforhold forbandt stedse i Livet disse saa rigt udstyrede unge Mennesker, der tillige hver i sin Genre var saa udmerkede, men saa ganske forskjellige. Vinje siger om Schweigaard: «at han saag ikke ud til at have fleire Idealer, enn han kunde gjennemføre, han var ikke poetisk i vanleg Meinung, idet han baade var for stor og for liten, til at væra det.» Han var den praktiske Mand, som med Glæde viede sine Kræfter og sit Liv til sin Livsgjerning. Der er vel ingen af vore offentlige Personligheder, om hvem det kan siges med saa stor Ret, at han var en lykkelig Mand. — Munch derimod var, om jeg kan sige det, paa samme Tid som den dybsindige Forsker og den grundige Videnskabsmand, ogsaa den geniale Kunstner, altid higende efter nye vanskelige Arbeider, søgende altid videre frem. Bjørnson siger: «Hans
Side:P. A. Munchs Levnet og Breve i Familiekretsen.djvu/25
Utseende