Saa henrandt hans Barndom stille og fredeligt paa det koselige Gjerpen. Den lune, hyggelige Prestegaard med den store Gaardsplads og Have bag Huset ligger med Kirken paa en Høide tæt nedenfor Skoven med Udsigt paa den ene Side ud over den rige, med Gaarde tæt besatte Bygd, og til den anden med den dybere liggende Borsesjø, et ikke ubetydeligt Vand, der begrænses af grønnende Lier og mørke Aaser.
Her levede han da sine Barneaar, omgivet af denne fredelige idylliske Natur, og ledet af sin alvorlige gudfrygtige Fader, og dette har vistnok lagt Grundlaget til den faste Tro i hans Sjæl, som aldrig forlod ham, og ligeledes til hans uendelige Kjærlighed til Naturen. — —
En Tid, som stod lys for hans Minde, var da Onkelen Biskop Munch kom derhen paa Gjennemreise til Kristianssand, hvor han var bleven udnævnt til Biskop (1823). Der var jo ogsaa en stor Børneflok, og Legen gik snart lystigt i Huset og paa Tunet; især erindrede han en stor Turnering, som blev afholdt paa den saakaldte Hestehaug, hvor der var Klippeskanser at storme og forsvare. Til denne Vaabenleg var der forfærdiget Skjolde og Hjelme af Pap, og drabelige Træsverd. Digteren A. Munch fortæller selv i sine Optegnelser:[1] «Høvedsmanden for det hele var vor ældste Fætter
- ↑ A. Munch, Barndoms- og Ungdomsminder, S. 98.
