ere overalt de samme. Ligeledes sees det ofte, at de forskjellige Haandskrifter paa een og samme Bulle ere med Blek af forskjellig Sorthed: idetmindste et Beviis paa, at de ikke ere skrevne paa een Gang eller paa eet Sted, men maaskee endog Brevene have circuleret til Underskrift.
Hvad Dateringen angaar, da skeer denne i alle Breve eldre end 15de Aarhundrede efter den romerske Kalender, og Aaret angives stedse efter Pavens Tiltrædelse af Pontifikatet, f. Ex „Datum Romæ apud Sanctum Petrum, pontificatus nostri anno decimo.“ Man maa altsaa, for at kunne reducere denne Angivelse til Aar efter Christi Fødsel, nøje kjende enhver Paves Kroningsdag, thi derfra, ej fra Valgdagen, regnedes Pontifikatsaaret. Kun i Privilegier eller lignende solenne Documenter tilføjedes i eldre Tider Aarstallet efter Christus, men da sedvanligst efter Incarnationen, 25de Marts. Ofte tilføjedes da ogsaa Indictionen, men den beregnedes ikke altid paa samme Maade, og det eneste sikkre, man har at holde sig til, men som og er saa sikkert, at man ej behøver at tage Notits af nogen anden Angivelse, er Pontificats-Aaret. Henimod-Midten af 15de Aarhundrede begyndte man i alle eller de fleste Breve at tilføje Aarstallet, men altid-efter Incarnationen.
De fuldferdige Breve bleve endelig, forinden de afgik til deres Bestemmelsessted, indførte i Regesten eller Copibogen af de føromtalte Registratores eller Regestratores, som deraf have deres Navn: man finder nemlig snart Formen Regestum, der vel egentlig er det rette, snart, eller endog hyppigst, Regestrum, snart Registrum. Disse Registratorer maa have udgjort en talrig Klasse af Skrivere og formodentlig dannet den mest underordnede Deel af Personalet, eller Begynder-Klassen, de deres Arbeide var det elementæreste, hvortil der egentlig ikke fordredes andet, end at de kunde forstaa Latin og med en tydelig Haand afskrive det dem forelagte. Nogen kalligraphisk Dygtighed udfordredes her ikke, da man i Regesten kun anvendte den sedvanlige Cursivhaand: man støder desuden i Regesterne selv paa mange Steder, hvor disse Afskrivere have læst eller skrevet Fejl, ja endog forsyndet sig mod den latinske Grammatik: altsammen Beviis paa, at ej faa af dem manglede Dygtighed nok til at ingrossere, end sige at concipere. Deres Klasse var derfor vistnok den, gjennem hvilken de, der ej formedelst særegne Talenter, Kundskaber eller Protection skød
