Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/337

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Jorvnnar svn komv firi mik a stefnv i konvngsgarði i Biorgvin ok kiærði Arni at Halvarðr hafði vloglega tekit af honvm fiski vatn eitt þat er þeir hofðo nockora stvnd vm kiært ok Logrin heitir en Hallvarðr bar þar fram bref var(s) herra konvngsens ok herra Sigvatz a Leirholvm ok fleiri dvgande manna þau er her erv með læst[1] hver er segia at þeira mal er profat og dœmt sva sem þav bera siolf vitni vm þa var þat min orskvrðr með samþykt herra Vna Petrssvnar ok margra annaʀa dvgande manna fyrst at allr sa domr sem dœmðr var af herra Sigvati a Leirholvm ok oðrvm dvgandi monnvm eftir boði vars herra konvngsens millim fyrnefndra manna skal allr standa eftir þvi sem hann er dœmðr ok þar með skal Arni lvka Hallvarði fiora manaðar mati i kost þan er Hallvarðr hafþi i þersi ferð ok .ííj. manaðar mati i domrof innan þers manaðar er þeir koma heim nv at sinni ok til sanz vitnis bvrðar gaf ek ok herra Uni ockor insigli firir þetta bref er gort var i Biorgvin vetrar dag en fysta a xij. ari rikis vars virðulex herra .H. Norex konvngs.

Om den rette Beliggenhed af Clemenskirken, Kongsgaardene og Mariekirken i Throndhjem.[2]

Da Snorre Sturlesøns Bearbeidelse af de norske Kongesagaer en lang Tid næsten har været den eneste Sagasamling af dette Slags, man benyttede, og til hvis Autoritet man satte den største Lid, uden maaskee endog at ane, at der blandt de vidtløftigere Kongesagaer ei alene gaves ældre, f. Ex. Morkinskinna, men ogsaa, hvad de topographiske Angivelser angaaer, langt nøiagtigere og rigtigere Bearbeidelser, er man ved at bestemme Beliggenheden af de i vor ældre Historie nævnte Steder ofte kommen til at begaae Feil, som ved Sammenligning mellem alle de forskjellige Bearbeidelser, og især ved Benyttelse af den udmerkede Flatøbog, kunde have været undgaaede. Man har derhos taget for lidet Hensyn til de sikkre geographiske Data, vore Diplomer og tildeels vore gamle Love indeholde. Det var

  1. Kan vistnok forklares af at læsa, tillaase, vel ogsaa ved et paatrykt Sigill at forbinde, uagtet fest er det sædvanlige. Skrivfeil af l for f kan dog ei her tænkes, da Hauk efter sin conseqvente Orthographi aldrig vilde have skrevet fast f. fest Brevet hænger endnu sammen med 3 andre [Dipl. II. No. 101, 99 og 100], det sidste (Kongens) med velbevaret Sigill.
  2. „Norsk Tidsskrift“, 1848, S. 52–78 og 141–44. (Marts 1848).