Taledelene ere:
I. Subſtantivum (Selvſtændighedsord, Omridſet Side 6 S) udtrykker et selvstændigt, i og for ſig ſelv beſtaaende, Begreb, - med andre Ord: Benævnelſen af hvilkenſomhelſt levende eller livløs Gjenſtand eller Gjenſtandsart er et Subſtantiv. Subſtantivet er saaledes ſelvfølgeligen den allerførſte og ældvte Ordklasſe, der af Menneſket i ethvert Sprog maatte benyttes.
Anm. Man kan vel antage, at Sproget i dets førſte Oprindelſe ene har beſtaaet af Subſtantiver, noget man ogſaa ſtedse kan bemærke ved Barnet, der begynder at artikulere Lyden, - at tale.
Subſtantiverne kjendes derpaa (O. S. 6), at de maae have, og kunne tillegges visſe Beskaffenheder, ſamt at man foran dem, med Undtagelse af de nedenfor omtalte Egennavne, kan ſætte de ſmaa Ord, „en, et“ (Artikelen); f. Ex. en (god) Mand, - en (sort) Heſt, et (smukt) Huus.
O. S. 9 - § 3 - A.
P. Proprium (Egennavn) er en Benævnelſe, der pasſer til (er egen for) blot een enkelt eller nogle enkelte Gjenſtande af en vis Art. Egennavne ere altſaa enkelte Perſoners, enkelte Dyrs, ſamt alle geographiſke Navne (Stedsbenævnelser), f. Ex. Peder, Pasop, Stavanger. — Den fælles (almindelige) Benævnelse for en heel Gjenstandsart kaldes:
A. Appellativ (Fællesnavn), f. Ex. Menneſke, Hund, By.
A. Abſtraktum (Beſkaffenhedsnavn, Handlingsnavn) fremſtiller en Beſkaffenhed eller Handling som et ſelvſtændigt Begreb.
O. S. 10 K. Naar Talen her er om Subſt.s Kjøn (genus), menes blot det ſaakaldte grammatiſke Kjøn. Der gives ſelvfølgeligen i alle Sprog tre naturlige Kjøn, idet alle levende Veſener maae høre enten til Hankjøn (maskulinum), eller til Hunkjøn (foemininum), - men alle livløse (uorganiſke) Gjenſtande intet Kjøn kunne have, og derfor ſiges at være af Intetkjøn (neutrum). Det naturlige Kjøn beroer altſaa paa Ordets Bemærkelse, men det grammatiſke, der i de forſkjellige Sprog er forſkjelligt, blot paa Brugen, uden at nogen Grund derfor ellers kan angives. Naar jeg f. Ex. ſiger „en Mand, en Kone, en Bog“, da høre disſe tre Ord til tre naturlige, men til eet grammatiſk Kjøn; ſiger jeg: „en Pige, et Fruentimmer“, da har jeg blot eet naturligt, men to grammatiſke Kjøn.
Foruden de i O. anførte Subſtantiver, der have forskjellig Betydning i Fælles- og Hverkenkjøn, gives adskillige flere saadanne, f. Ex. en Stift, et Stift, en Frø, et Frø(korn) o. fl.
H. H. Her menes det naturlige Fælleskjøn; siger jeg f. Ex. „Løven er et modigt, Faaret et frygtsomt Dyr,“ da menes ved disſe to Dyrbenævnelser baade Han og Hun.
S. 11. E. F. Entallet og Flertallet kaldes med de grammatiſke, af Latinen laante, Benevnelser Singularis og Pluralis.
De Subſtantiver, der betegne Masſefrembringelſer i Naturen eller Produkter ialmindelighed, f. Ex. Guld, Rug, Gres, Uld, Øl o. ſ. v., ſamt de fleste Abſtrakter kunne intet Pluralis have.
NB. Førend man gjennemlæſer O. S. 12 F om Subſt.s Forhold, maa
