Dogna, m. s. Dugnad.
dogort, adv. ganske, eller netop. inkje dogort ɔ: ikke ganske, ikke just saaledes. Tell. Oprindelsen uvis.
Dogur (aab. o), m. Davre, Hvile- og Spisetid, omtrent Kl. 10 for Middag. Rbg. Tell. Sogn. Ellers hedder det: Dugur (Hall. Vald. Guldbr. Ørk.), Duur, el. Dur (Ryf. Indr. og fl.), Daugur (Sogn), Daur (Romsd. Voss), Dauremꜳl (Søndm. Sfj.), Durmꜳl (Helg.). Tiden er dog ikke overalt den samme; i B. Stift sædvanlig senere, og nogle Steder omtrent det samme som Middag. Jf. Fyredugur (ɔ: Frokost). Ordet skulde egentlig hedde enten: Dagvord (jf. Nattvor, og Vor), eller Dagverd (jf. Vær). Isl. dögurðr og dagverðr.
dogura, v. n. spise Davren. I Hall. og Vald. hedder det: dugura. Ellers: eta te Dogurs o. s. v.
Dogurmꜳl (for Dagvordmaal), n. Davremaaltid, og Davretid. See Maal. Hedder Daurmꜳl i Sdm. (henimod Kl. 12), og Durmꜳl i Helg. — Te Daurmꜳls: til Davretid. (Andre St. Te Dugurs, Dogurs).
Dogurs-bil, n. Tiden næst før og efter Davren.
Dogurs-kvild, f. Hvile efter Davren. I Sdm. er Daurmaalskvild: Middagshvile.
Dogursslaatte, f. Eng som man kan slaae til Davretid. I B. Stift: Daursslætte, n. og Daurmaalsslætte.
Dogurs-ykt, f. Arbeidsstunden fra Morgenen til Davren, eller egentlig fra Frokosttiden (Midmorgon, Fyredugur) til Davretid. I Sdm. rækker „Daurmaalsykt’a“ til Kl. 11 eller 12. Midten af denne Ykt kaldes: halvgjengje te Daurs (i Sdm. hal’gaatt te Daursmaals).
dokk, og dokke, s. dikke.
Dokk, f. 1. en Huulning, Fordybning; et Punkt som omgives af jævnt opstigende Bakker. Meget brugelig i det sydlige Norge til Sogn og Guldbr. (ogsaa i Ndm.). Ellers: Hola, Grov, Dæld. (G. N. dökk, Hule). Fleertal hedder Dekk’er (i Tell. Dekk’ar). I Sdm. bruges Ordet Dekk, f. om en lav eller dybtliggende Mark (dog meget sjelden).
Dokk, f. 2, et Dække, et Lag, især af Snee. Nhl. — Snjodokk. Jf. Aardekkje.
Dokka, f. 1) Dukke, Fid eller Bundt af Traad, Hamp, Tobak. (Isl. dokka). 2) Børnedukke, at lege med. Ogsaa et Kjælenavn.
dokka, og dokkor; see dikka.
dokkut, adj. fuld af Huulninger (s. Dokk).
Dolg, m. 1) Klump, tykkere Deel, f. Ex. paa Traad. Nordre Berg. Nogle St. Dolk. 2) en doven Person. Indr. Værdalen.
dolget (dolgette), adj. 1) klumpet, tyk paa enkelte Steder. 2) doven, seenfærdig. Indr. (i Formen dolgaat).
Dolp, f. en Huulning i Jorden; en liden Dal. Fosen, Østd. I Ørk. Dølp. (Jf. Dump).
Dolp, m. en liden hængende Kugle eller Klump, f. Ex. paa Spænder og Smykker. Ikke alm.
Dom (oo), m. Dom, Kjendelse; ogsaa Domsakt. Heraf døma. Som Endelse betegner dom en Tilstand eller Beskaffenhed (Alderdom, Rikdom); undertiden ogsaa en Ting (Eigedom, Lækjedom).
dom, s. dei. — Domme, s. Dumme.
Domning, s. Dugnad. — Don, s. Dun.
Don (oo), n. Tøi, Sager (som man bringer med sig). Nhl. Yttresogn. (I Indresogn: Dont). Sv. don. (Jf. Tjon, Stell).
dona, v. n. (a — a), sysle, bestille noget i Huset. Nhl. I Sdm. dunne.
Dona, f. en Snare. Nordre Berg. Jf. Snora.
Dona, m. Arbeidsselskab; s. Dugnad.
Doning, m. 1) Redskaber, Tøi, Værktøi. Østd. 2) = Dugnad.
Donskap, m. Tøi, Redskaber. Østd.
Dont, n. s. Don.
Dorg, f. et Fiskeredskab, Haandsnøre som man trækker efter sig, medens man roer. Alm. (Isl. dorg).
dorga, v. n. roe med Dorg.
dorgen, og dorende: ganske, aldeles, f. Ex. dorgende stilt. B. Stift. Ogsaa i danske Dialekter.
dorma, v. n. (a — a), slumre, ligge i halv Søvn; ogsaa: sove ind, begynde at sove. Tell. og tildeels i Tr. Stift. (Isl. dorma sove).
Dos (aab. o), f. et Skjørt (især gammelt eller hverdagsligt); jf. Stakk. Sdm. Sfj. Sogn, Hall. Vald. — I Hall. hedder Fleertal: Des’a (aab. e).
Dos, f. (2.) s. Daase.
dosa (aab. o), v. n. hvile, standse, udpuste efter et Arbeide. Jæd. (Jf. dusa).
Dott, m. en Tot, Visk; noget som stoppes i et Hul; ogsaa en liden Hob eller Slump. Alm. undtagen i Tr. Stift (hvor det hedder Topp og Tapp). Heraf dytta.
dotten, part. (af detta), falden.
Dotter, f. (Fl. Døttre, Døtt’er), Dat-
