Side:Ordbog over det norske folkesprog.djvu/82

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

dette-ne (dettane, dittine), s. denne.

Detting, f. idelig Falden.

di, Dativ af da’, el. dæ (det), bruges i den nordlige Deel af Landet til Sfj. Hall. Hedm. Østerd. ogsaa i Rbg. men ikke i Søndre Berg. og Sogn, hvor Formen „da“ hersker. (G. N. því, senere þí). — av di (el. ’ta di) ɔ: deraf. ette di: derefter; efter dette; ogs. efterdi, da, eftersom. — fyre di: derfor; fordi. — mæ di: 1) med dette, dermed; 2) i den Henseende, hvad det angaaer.

di, adv. derfor, altsaa. (G. N. því). Han snakka di so (Sdm.) ɔ: derfor talte han saaledes. Dæ lika ’kje alle eitt, dæ vert’e di all’e Mat ætin (Sdm.) ɔ: En finder Smag i det ene, og en anden i det andet, og derfor bliver al Mad spiist.

di, femin, af din; s. din.

di, pron. i 3 Pers. see: dei. — i 2 Pers. see: did.

dia, v. a. tiltale med „di“ (ɔ: I).

did (aab. i), pron. I (naar man taler til flere Personer). Formen did bruges kun i Sdm. og Nfj.; ellers hedder det: di, deels med lukt i (Sogn og fl.), deels med aab. i, næsten som: de. G. N. þit, þid (i Total), þér (i Fleertal). Nogle Steder bruges di eller de ogsaa istedetfor „du“ i Tiltale til Forældre og gamle Folk (Sogn, Shl. Fosen, Indr. Namd.); jf. i (Helg.). — Istedetfor di eller de bruges ogsaa Objektformen: dokke, og dokk, i Ndm. Ørk. Indr.; ligesaa døkk i Gbr. — See dikke og dikka.

didt (ditt; ogs. diit), adv. did, derhen. (Sv. dit; Ang. þider; G. N. þingat). Jf. deda.

dy-fyre, adv. derfor. B. Stift. Ellers: dærfyre, dæfør (Tr.), dærfe (Tell.).

dig, adj. tyk (s. diger). Rbg. — Digenden, den tykkeste Ende.

diger (el. dig’r), adj. 1) tyk, drøi; fyldig. Næsten alm. I Rbg. dig’e. (G. N. digr). 2) frugtsommelig (ligesom: tjukk). Ndm. Ørk. 3) stor, svær, af stort Omfang. Ag. Stift. Ein diger Stein. Elv’a æ diger. Østd.

digjen (digja, f.), adj. om Mælk, som begynder at blive tyk og faaer en mere syrlig Smag. Sdm.

digna, v. n. blive tyk; om Mælk: blive mere syrlig.

digrast, v. n. blive tyk og fyldig. Sjeld.

digt, adv. 1) stærkt, dygtigt, tilgavns. Nordre Berg. Ndm. og fl. 2) tæt, meget nær. Rbg. Nedenæs. digt ne mæ Veien.

digta, v. a. (a — a), 1) tætte, udfylde en Aabning, stoppe. (Jf. dytta). Ikke alm. 2) digte, gjøre Vers; ogsaa opdigte.

digtig, adj. stærk, kraftfuld, dygtig til tunge Arbeider. Meget brugl. i B. Stift. Andre St. dygtig. Jf. dygdig.

di-helder, s. desshelder.

Dike (aab. i), f. Pidsk, en Dragt Prygl. Han fekk ei Dike. Sdm. I Helg. Deka, og Huddeka. Eenstydigt: Dengsla, Mykja.

dike, dikꜳ etc., see dikke.

Dikje, n. Pøl, dyb Sump, Samling af Dynd. Alm. (G. N. díki). Jf. Dy, Depel, Søyla.

Dikjemyr, f. Sump som er vanskelig at komme over. Jf. Dyngja.

dikjut (dikjette), adj. fuldt af dybe Sumpe.

dikka (for dikkar), Eders. Genitiv af did (di). Har meget forskjellig Form, nemlig: dikka (Sogn, Voss, Hall. Vald.), dika og deka (Nhl.), dikkan, dekan (Hard.), dikkons Tell.), dokka (Stav. Shl. Sfj. Sdm. og fl.), dokkers, dokkes (Helg. og fl.), døkkor (Gbr.), dokkor (Ndm.), daar (Ørk.). G. N. ykkar (gen. af þit), ykkarr (poss. med acc. ykkarn). Ellers hedder det: deres (Buskr. og fl.), jærs (nogle St.), ærs og ørs (Helg.); de sidste svare oftest til det „di“ som bruges istedetfor „du“. (G. N. yðar, gen. pl.). — Formerne døkkor og daar bruges som Adjektiv og have i neutr. døkkort og daart; i plur. døkkre og dꜳre (Gbr. Ørk.). — Jf. okka.

dikke (el. dikko), Eder. Objektform af did (di). Hedder dikke (Sogn, Voss, Hall. Vald.), dike, deke og dekaa (Nhl.), dikko, deko (Hard. Rbg.), dikkon (Tell. Rbg.), dikk (Hedm.), dykke (Mandal), døkk (Gbr.), dokker (Helg. og fl.), dokk, og dokko (Tr. Stift), dokke (mest alm. vestenfjelds). G. N. ykkr (i Total). Andre Former ere: dere (Buskr. og fl.), jær (nogle bruges dog mest istedetfor „deg“ (s. did). G. N. yðr (i Fleertal). Jf. okke.

dikkon, og dikkons, s. forrige.

Diksl, f. Tængsel (et Bødkerredskab). Nogle St. Teksla og Tekla. (Hollandsk: dissel). diklsa, v. a. tilhugge med Bødkerøxen.

Dile, m. en liden Sump, fugtig Plet paa Marken. Sdm. Voss. — dilet (dilette), adj. vaad, fugtig paa enkelte Steder; om Jordbunden.