saadan substantivisk Betydning er ellers sjelden i de ægte Dialekter.
darla, v. n. rystes, rokke sig, staae løst og vaklende (f. Ex. om Nagler). Sdm.
darra, v. n. ryste, bæve; s. dirra.
Darre, m. et Klædningsstykke hvormed Halsen og Brystet bedækkes (dannet som en Modest). Sdm. (Nu sjelden).
dasa, v. krepere; s. dæsa.
Dask, m. Dask, Slag.
daska, v. n. 1) slaae; 2) have letfærdig Omgang med En. (Sjelden). Hertil: Daskeri, n. liggje i Daskri ɔ: bole, drive Utugt. Tr. Stift. (Sv. dasa).
dassa, see desse (denne).
datt, faldt; s. detta. — datta, s. denne.
dau, see daud, og dauv.
daud’ (dau), adj. død. (G. N. dauðr). Paa flere Steder i B. og Ag. Stift siges nu: død (dø) om Mennesker, men dau(d) om Dyr.
dauda (daua), v. n. (a — a), døe. (S. døya).
Daude (Daue), m. Død. (G. N. dauði). Hedder nu paa mange Steder: Død (Dø), især i en mere alvorlig Tale. Han ligg’ i Døds Von ɔ: han s ynes at være Døden nær. Sdm. og fl.
Daudeblod (Daublo), n. størknet Blod under Huden (efter et Stød). Sdm. (= Blodmelta).
daud-eggja, adj. som har matte Øine, seer sygelig ud. Sdm. (Bedre: daudøygd).
daudeleg, adj. 1) dødelig. (Sjelden). 2) som synes at være nær Døden. Han æ ’kje daudele’ voren: han seer ikke ud til at skulle døe saa snart. Sdm.
Dauding (Dauing), n. Dødning.
dau(d)myldt, adj. om Jord: svag, kraftløs, hvori intet kan voxe. Tr. Stift.
(Daud-ora), i Dauorom: i Dødskampen, paa sit sidste. Ørk. (Udtales ogs. Dauolom). Jf. Heljora, Sømnora.
dauge, s. duga. — Daugur, s. Dogur.
Daup, m. Døbevand (= Skirslavatn); ogsaa Daab. Nhl. Voss. (Ellers Dꜳp og Skirsl). Jf. døypa og duppa.
Daur, og Daurmꜳl, — s. Dogux.
dausna, v. stimle sammen (= ofsnast). Sdm.
dauv’, adj. 1. døv, som ikke hører. (G. N. daufr). Nogle St. dau’e. I de sydlige Egne sjeldent.
dauv’, adj. 2. smagløs, usmagelig (Isl. daufr); især: vansaltet. Mest brugl. i de nordlige Egne (i Formen: dau). Egentlig: sløv, uden Skarphed; see døyva. En anden Betydn. kjedelig, forudsættes i dauvleg; maaskee ogsaa: dautt ɔ: stille, øde, — hører hertil.
dauvleg, adj. kjedelig, øde, eensom. Rbg. Hær æ sꜳ dauvlegt. (Isl. dauflegr).
Dauv-øyra, n. en uopmærksom Person, som ikke vil høre hvad man siger. Gbr. og flere.
dauvøyrt, adj. tunghør; ogsaa: uopmærksom.
davra, og davrast, v. n. sagtes, svækkes, aftage. Dæ davra mæ ’an: hans Heftighed aftager. Ørk. (Isl. daprast, svækkes).
dꜳ, adv. da, den Gang, i det Tilfælde. G. N. þá; Sv. då). Ogsaa: da, altsaa, — i Enden af en Sætning; ligeledes i Tilraab eller Spørgsmaal. I sidste Tilfælde hedder det ofte: da, især søndenfjelds. — dꜳ ꜳ dꜳ: nu og da. dꜳ noke ꜳ dꜳ noke: lidt efter lidt. Eg tenkte dꜳ ꜳ dꜳ at han ha dotte: jeg tænkte mange Gange at han skulde falde.
dꜳ, conj. og adv. dog, alligevel. (G. N. þó). Er her sjeldnere end i Skriftsproget, og tildeels vanskeligt at adskille fra det foranførte.
dꜳas, v. n. ynkes, røres til Medlidenhed. Tell. (Nu sjelden). See dꜳig.
dꜳe (døet), s. døya. — daaen ɔ: død, findes kun i: sjøldaaen. (Tr. Stift).
dꜳig, adj. følsom, medynksom. Tell.
Dꜳm, m. synes egentlig at betegne et vist Indtryk paa Sandserne; saaledes: 1) Smag, Eftersmag, særegen Beskaffenhed, som et Kar har faaet af den deri indeholdte Vædske, eller ogsaa Vædsken af Karret. Sogn, Sdm. og fl. (Mere udbredt er: Udaam). G. N. dámr, Smag. 2) Lugt, f. Ex. af Blomster. Ein go’ Daam. Ørk. 3) Udseende, Farve; især Ansigtsfarve. Sogn. Han ha ’kje noken go Daam: hans Ansigtsfarve tyder ikke paa nogen god Helbred. Heraf Dæme, som er mere udbredt.
dꜳma, v. n. (a — a), lugte. Hær daama so godt. Ørk.
dꜳmlaus, adj. uanseelig, som ikke seer godt ud. Sdm. Gbr.
dꜳmleg, adj. vakker af Udseende. Tell.
Dꜳmp, Fordybning, s. Dump.
Dꜳnkar, s. Dankar.
dꜳr (for dokkor), Eders; s. dikka.
dꜳra, v. a. (a — a), bedaare, forvilde eller forføre.
dꜳrleg, adj. 1) daarlig, taabelig; 2) sindssvag, vanvittig. Meget udbredt.
Dꜳrskap, m. Daarskab, taabelig Adfærd.
