Side:Ordbog over det norske folkesprog.djvu/77

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

bøygja, v. a. (-gje, -gde), at bøie. Udtales sædv. bøya, el. bøye. (G. N. begja). Jf. bjug og bogjen.

Bøgjel, m. (Fl. Bøygla, r), Bøile, Hank af bøiet Træ eller Jern.

Bøygsla, f. Bøining. (Sjelden).

D.

da, adv. see dꜳ.

da (for dat, el. dad), pron. det. Hedder da i Helg. og den største Deel af B. Stift, nemlig fra Stadtlandet til Skaanevig (i Shl.); men ellers: . (Jf. dan og dar). G. N. þat (senere þet); Ny Isl. það. See di og dess. Betydningen, som tildeels er anderledes end i Skriftsproget, kan ordnes saaledes: 1) substantivisk: det. — Bruges ofte foran en Sætning, saaledes at det enten sættes foran at, eller ogsaa træder i Stedet for dette. F. Ex. Eg tenkte da, han va komen ɔ: jeg tænkte at han var kommen. Eg saag da, han kom ikje. (Gram. § 316). 2) adjektivisk: det, dette; f. Ex. da stora Hus’e ɔ: det store Huus. 3) adverbialsk eller blot indledende i en Sætning, saaledes at først Verbet og dernæst Subjektet følger efter. (Gram. § 317). Da kjem ein: der kommer En. Da flaug upp ein Fugl: der fløi en Fugl op. Da veit ingjen kor da gjekk: Ingen veed hvordan det gik. Dæ vil alle vera frie: alle ville være frie. Dæ syne Hola ette: der viser sig en Huulning derefter. Dæ draup Sveiten: Sveden dryppede. Dæ skjelv’ Hendenne pꜳ’an: hans Hænder skjælve.

Dabbe, m. Vandpyt; see Dape.

Dag, m. 1) Dag. Fleertal hedder i Shl. Dar (for Dagar); i Gbr. og Ørk.: Daagaa; i Sdm. Dage. 2) Frist, Henstand, Opsættelse. Tell. Hall. Gbr. Han fekk Dag te Hausten: han fik Henstand til Høsten. — Te Dags: til det bliver Dag. Til’e Dags: tidlig paa Dagen. I Dagsens Tid (Sdm.). i Daggryet, i Dagbrækningen. Ein Dagjen (el. Da’en): en af de sidste Dage. (I Sdm. ogsaa: „ein ’te Dogaa“, for Dogom). Dag ette Dag: Dag fra Dag. (Hedder ved Trondhjem: dagendes Dag).

dagast, v. n. dages, blive Dag. (Ikke meget brugl.). dagast uppe: overraskes af Dagen, blive for seen (som Troldene i Æventyrene). Jf. opendaga, avdaga, Degning.

Dagetal, n. Antal af Dage; ogsaa: Datum. I Dagetal ɔ: for Dagløn; saaledes at kun Tiden og ikke de enkelte Arbeider beregnes. Guldbr. og fl.

dagfallen, adj. forfalden til Betaling (naar den bestemte Frist er udløben). Tell.

daglaus, adj. som ikke kan vente Udsættelse, el. hvis bestemte Tid er omme.

dagleg(e), adv. daglig. (Sjelden).

dagliden (aab. i), om Tiden: fremskreden mod Aftenen. Hær æ for langt daglie (Tell.): det lider for langt ud paa Dagen.

Dagpeng, plur. m. daglig Betaling; Dagløn.

Dags-arbeid, n. een Dags Arbeide; Dagværk.

Dagsbrun, f. see Dagsraand.

Dagset, n. den sidste Deel af Dagen; Tiden henimod Aftenen. Buskerud o. fl.

Dags-lit (aab. i), m. (Dagfarve), det stærkere eller svagere Dagslys, hvorpaa man kan mærke hvor langt det lider paa Dagen; men især den Forandring som viser sig ved Aftenens Begyndelse. Sdm. og fl. (Det sidste skulde hellere hedde: Kveldslit).

Dagsljos, n. Dagslys. (Modsat: Eldsljos).

Dagsmea (for Dagsmidja), f. Dagmilde; den mildere Luft som indtræder naar Solen gaaer i Syd (mest kjendelig om Vaaren). Ved Trondhjem. Sv. dagsmidja. See følg.

Dagsmeit, f. 1) Dagskjær (= Dagsraand), saavel Aften som Morgen. Tell. See Meit. 2) Dagmilde (= Dagsmea). Tell.

Dagsmun (aab. u), m. den Forandring som en Ting faaer paa en Dag. Ein ser Dagsmunen paa dæ: man seer hvordan det tiltager med hver Dag.

Dagsraand, f. Dagskjær, naar Dagen viser sig som en lys Stribe over Horizonten. Næsten alm. I Sogn ogsaa Dagsbrun. I Tell. Dagsmeit.

Dagsslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en Dag. Nogle St. Dagslaatte, f.

Dagstjerne, s. Vagnstjerna.

dagstød’, adj. om en Fest som altid intræffer paa samme Datum (f. Ex. Ju-