ꜳkꜳr , adj. undseelig, bly. Ørkd. I Guldbr. hokkaaren.
ꜳkja, s. attan. — Ꜳkje, m. s. Økje.
ꜳkjei’, udmattet og modløs. Ørkd.
Ꜳklæde (Aaklæ), n. Sengetæppe, Dækken. G. N. áklædi.
ꜳko, os; s. okke.
ꜳkome, f. Kilde. See Uppkoma.
Ꜳkonn (og Ꜳkodn, for Aakorn), Agern, Egenød. Kr. Stift, Hard. (Ellers: Eikenot). Isl. ákarn. Ang. accorn.
Ꜳkoste, el. Ꜳkost, f. 1) Noget som blandes i Maden under Kogningen (især Mælk sammenrørt med Meel). Sdm. Guldbr. Ørkd. 2) Besmykkelse af en Feil. Ørkd. Egentlig Paakast.
Ꜳ-kot (oo), m. Yngel af Ørreder. Tell. See Kot. Jf. Kjøa.
Ꜳkr (el. Ꜳk’er). m. Ager. (Alm. Form, ikke Aker). Sv. åker. I Sammensætning: Ꜳkre, Aakra, Aak’er.
Ꜳkre-brot, n. Agerbrydning. (Sjeld.).
Ꜳkrebyte, n. Ombytning af Agre.
Ꜳkrehøna, f. Ager-Snarre (en Fugl), Rallus Crex. I Tr. Stift: Ꜳker-rikse.
Ꜳkrekaal, n. Agerkaal (Brassica campestris); ogsaa Ager-Sennep.
Ꜳkrekjetta, s. Moldukse.
Ꜳkreland, n. 1) Agerland; 2) den Mark som nærmest omgiver en Ager.
Ꜳkrepipa, f. Hanekro (Plante), s. Dæ.
Ꜳkrereina, f. Engkanten omkring en Ager; men især den Forhøining som efterhaanden danner sig ved Agerens nederste Kant.
Ꜳkresund (el. synd, n. en Vei eller smal Engstrimmel mellem to Agre. B. Stift.
Ꜳkrevidd, f. Agrenes Vidde eller Fladeindhold.
Ꜳkr-riksa, s. Aakrehøna.
ꜳkua, adj. konvex. See kuven.
ꜳl, en temmelig almindelig Sammensætningsform af all (adj.), som betyder: ganske, aldeles; f. Ex. aalgrøn, aalkomen. Findes tildeels ogsaa i gammel Norsk. Jf. Ang. al, æl (af eall); gaml. Høitydsk og Sax. ala (af all).
Ꜳl, m. 1. Aal (Fisk). I Shh. og Stavanger Amt: Ꜳdl. G. N. áll. Hertil: Ꜳlegras, Havbændel; s. Sjøgras. Ꜳleskap, n. Skikkelse som en Aal. Ꜳleteina, f. Aalekube, Kurv til Aalefangst.
Ꜳl, m. 2. 1) Spire, Kime, udspringende Frøblad, f. Ex. paa Korn. B. Stift. Heraf: aala, æla, aalrenne. 2) en mørk Stribe langsad Ryggen (paa enkelte Dyr). Isl. áll. Heraf: aalut. 3) en dyb Rende i Bunden af en Elv eller Bugt. Alm. Jf. Djupaal. I enkelte Ord er det uvist, om aal skal ansees som en Endelse eller som et eget Ord; s. Ryggjaal, Kvedaal, Spænaal, Torvaal. (Jf. Isl. ál, Rem).
ꜳla, v. n. (a-a), om Korn: spire, groe af Fugtighed. Nhl. Shl. Ogsaa æla.
Ꜳlag, n. (eg. Paalæg), Arbeide som skal udføres til en bestemt Tid. Tell. Hall. Ellers Fyreloga, Lagje, Lagyrkje.
Ꜳlastokk, m. s. Stavlægja.
Ꜳlbryst, s. Ansvar; s. Aabyrgsla.
ꜳldugeleg (aalduele), adj. fuldkommen duelig, dygtig nok. Helgeland.
ꜳl-eine, adv. alene. Nogle St. ꜳleina, aleine, aatleine. Jf. eismall.
ꜳleis (for aa-leides), adv. paa Bane, i Gang. Han kjem’ ikje aaleis mæ da (Nhl.): han kommer ingen Vei dermed. Dæ kom vondt aaleis (Sdm.): det havde onde Følger.
ꜳleita, v. a. besvære, overhænge. Nhl.
ꜳleiten, adj. paatrængende, besværlig (ved idelige Begjæringer). Nhl.
ꜳ lerre (aalærre), om en Dør halvaaben, paa Klem. Sdm. I Ndm. ꜳlørre. (Jf. Isl. á hleri, paa Lur). S. Glytt.
ꜳleten (aal-æten), adj. 1) som æder alt, ikke er kræsen eller vrager Maden. Helg. Isl. alætr. 2) let at spise, udrøi, som man maa nyde meget af, før man kan blive mæt. Sdm. Nfj.
ꜳlflettes, adv. Dei reiste aalflettes: de reiste alle tilhobe, alle som een. Shl. Andre St. "Dei reiste Mann av Huse". (Jf. Isl. flet, Hjem).
ꜳlfærug (aalfalug), adj. ganske færdig; ogs. ganske frisk, restitueret. Helg.
ꜳlgrøn, adj. grøn overalt (om Agre, naar Kornet spirer).
ꜳlhuga, adj. meget begjærlig, dreven af en stærk Lyst. Helg. (ogs. ꜳlhugo).
Ꜳlit (ii), n. Tillid, at man stoler paa noget. Eit vondt Aalit (Sdm.): noget som er usikkert at lide paa.
ꜳliten, og ꜳlitsam’, adj. som venter for meget; eller som kun lider paa andre uden at gjøre noget selv. B. Stift.
ꜳlkomen, adj. fremkommen overalt; ganske udspiret eller opvoxet (om Korn og Græs).
ꜳl-lei(d), adj. yderst kjed og led. Helg.
ꜳl-ljost (oo), adj. n. ganske lyst af Dagen, fuldkommen Dag. Guldbr. Tell. og fl. Hedder ellers: ꜳlljøst (Hall. Sfj. Sdm. Ørkd. Helg.), og yveljost (Søndre Berg.).
Ꜳlmenning, m. 1) Alminding, Eiendom som ikke tilhører Enkeltmand. G. N.
