atte-liten (aab. i), tillukket, stængt. B, Stift. (Af lata).
attelysa (e), v. n. (e - te), grye, begynde at blive lyst af Dagen. Norore Berg. Ørkd. og fl. Attelyfing, f. Dagbrækning, første Lysning af Dagen, Jf. Lysing.
att-ende, tilbage, lige bagud (ikke til nogen Side). Søndenfjelds. S. ende.
Attenekkje, n. et nyt Anfald af en Sygdom. Sdm. (JSf. neffia),
Atter (bedre Att’r, af attra), Tilbagegang. Bruges kun i Talemaaden; til Atters. gꜳ te Atters: gaae tilbage i Magt eller Velstand, lide Tab, forarmes.
Atterbod, f. s. Attrabod.
Artevenne, n. og Atterekje, n. Bagstrøm, tilbagegaaende Strøm ved Landet. Nordre Berg. Ellers: Bak-ia, Bakevje og fl.
atte-sedd (ee), seet igjen.
atte-sett (aab. e), eftersat, ikke medtagen,
atte-slegjen, tilslaaet, sammenslaaet.
atte-stengd, tilstængt, lukket.
Attestikkar, s. Attekjøyr.
Attetak, n. Gjentagen; Optagelse paany; nyt Anfald af en Sygdom,
att-tikjen (aab i), igjentagen; tilbagetagen.
att-ette (-itte), bagub, tilbage.
Attevending, f. Tilbagevenden.
atte-vunnen, igjenvunden.
att-fram, adv. bagvendt, omvendt, Søndre Trondhj. og fl.
attfyre (attfor, attfe), præp. for, over, ind for, i Veien for. halde attfyre: holde Haanden for, skjule, tilstoppe. Dæ gjekk ei Sky attfyre Sol'a: Solen blev skjult af en Sky. (Næsten alm.). Ogsaa: tilbage for. Dæ som attfyre dei, ɔ: det blev dem forebragt; de fik høre det igien.
Atthug, m. Omhu, Omsorg. Nhl. Jf. Attelit.
att-i, præp. og adv. 1) bag i; tilbage til. 2) efter, siden, senere. Dei kjenne dæ att-i: de føle det bagefter. (Nordre Berg.). halda att-i: holde tilbage, standse en Baad ved at holde Aarerne tilbage i Vandet. att-i Staden: i Stedet, i den ledige Plads. att-i Vegj'a: bagefter, siden. atti Ꜳrsmot'e: henimod et Aar. atti Fjortan-daganne: henimod to Uger. B. Stift.
attkolt, adj. om en Flade eller Skraaning, som hælder ind imod Landet. Sdm. Vel egentl. tilbagehvælvet, af kolve (for kvolva).
Attlengjes, adv. baglængs. Sogn og fl. I Tr. Stift: attlengs. Ellers baklengjes.
attmæ, præp. 1) ved, hos, ved Siden af, nærdved. I Ag. Stift: attve(d); jf mæ og ved. 2) med, til (= attꜳt), I Nhl. og Helg. f. Ex. likna attmæ (sammenligne med); brikka Øl attmæ; s attꜳt.
attpaa, 1) bag paa; tilbage paa. gꜳ attpꜳ sine Or: forandre sit Udsagn, ikke sstaae ved sine Ord. Sdm. og fl. 2) ovenpaa, strax efter. attpꜳ Maten. attpꜳ Slæp'e. 3) oven i Kjøbet, som Tilgift. Han fekk ein go' Stjeling attpꜳ. – Almindeligt.
attra, v. a. (a - a), 1) flytte tilbage, sætte længere bagud. Tell. og fl. Især: føre baglængs, faae en Hest til at træde tilbge uden at vendde sig. Stavanger Amt og fl. I Sdm. ottra; i Sogn: ota; ellers: homa, hopa, apa. - tilbagekade, rygge, ophæve en forhen gjort Bestemmelse. Alm. søndenfjelds. attre sei (i Østerdalen): betænke sig, afstaae fra sit Forsæt. S. N. aftra (afholde) af aftr, s. atte.
Attrabod (aab. o), f. Tilbagekaldelse af et afsendt Bud; nyt Budskab hvorved et foregaaende ophæves. Alm. I Sdm. Atterbod, i Ørkd. Attrabau; ellers Attrabo (bꜳ).
attraft, v. n. gaae tilbage, svækkes af Alder; forringes, forarmes. B. Stift.
Attring, f. 1) Tilbagegang; 2) Tilbagekaldelse.
attuge (aab. u), v a. tælle, regne efter. I Tell. som forældet. (Vel eg. at-huga).
att-unde(r), under, ind under; i Skjul. Sol'a gjekk attunde. Dei sto attunde fyre Uvere: de stode i Ly for Uveiret (B. Stift). Te fꜳ Arbeid'e attunde (Sdm. og fl.): at faae et Arbeide færdigt til den bestemte Tid, saa at man strax kan begynde paa noget nyt.
attung (att-tung'), adj. tung i den bageste Ende. Ellers baktung. Jg. framtung.
attve(d), hos, ved Siden af, nærved. (Ag. Stift; s. attmæ).
att-yve, 1) bagover; 2) over, indover (om en Tildækkelse). Leng Lokj'e att-yve: læg Laaget over. „Han legg att-yve“, siges i Sdm. om Sneen, naar den skjuler Jorden. brede attyve seg: trække Klæderne over sig. gjere attyve seg (Nordre Berg.): forsee sig, gjøre noget, som man vil angre.
Atvik, (aab. i), n. Hjælp, Tjeneste, Villighed. Tell. (hvor at bruges istedet for ꜳt).
