stes. Sdm. og fl. (hvor derimod Ar er ubekjendt).
Arbeid (Arbei), n. Arbeide. Den gamle Form Arvid (G. N. arviði. Gam. Sv. arfvode), er ikke funden i Dialekterne.
arbeide (arbeia), v. n. (e - de), arbeide.
arbeidsam’, adj. 1) arbeidsom (i Nhl. arbeidsleg). 2) n. (arbeidsamt), møisomt, som udkræver meget Arbeide.
Arbeids-aukje, m. forøget Arbeide; Møie som ikke er nødvendig eller som ved en bedre Orden kunde undgaaes. Nordre Berg.
arbeidsfør, adj. istand til at arbeide.
Arbeidsløysa, f. Mangel paa Arbeide.
Arbeids-ykt, f. Arbeidsstund (imellem to Maaltider).
Ar-dypt, f. Plovdybde, saa dybt som Ploven sædvanlig gaaer. Sdm.
Are, m. Ørn. Sdm. (Isl. ari. — G. T. aro). Arefjør, f. Ørnefjæder. Arereid, n. Ørnerede. Areveng, m. Ørnevinge. Ar’ungje, m. Ørneunge.
are (ɔ: andre), s. annan. areleis, s. anderleis.
arg, adj. 1) ærgerlig, fortrydelig, vred (Tr. Stift). Ogsaa: vranten, i ondt Lune. Ag. Stift (hvor det ofte hedder: ærg, og ærj). Heraf: erga, Ergelse. — 2) slem, fortrædelig; fuul, oplagt til at gjøre Fortræd. B. Stift.
arga, v. a. drille, ærgre; see erga.
argeleg, adj. slem, fortrædelig. Tr. Stift.
Ark, f. 1. Udbygning paa Siden af et Tag, forsynet med et Vindue.
Ark, f. 2. Ark (Papir). Nogle St. neutr. med Fleertal: Ørk. (Sæt.).
Arm, m. Arm. Hertil: Armeslit (aab. i), n. Arbeide, som angriber Armene. armsliten, adj. svækket i Armene. armesterk, adj. armstærk: modsat: armeveik.
arm’, adj. 1) svag, kraftløs, afmægtig (Kr. og Ag. Stift). Han va sꜳ arm, at’an orka ’kje gange (Tell.). 2) mager, udmagret, forsultet (om Dyr). Søndre Berg. 3) arm, fattig. (Sjelden). Isl. armr.
arma, v. a. svække, afkræfte. (Jf. utarma).
armast, v. n. 1) svækkes, tabe Kræfterne; 2) udmagres, blive mager.
Armbyst, (n.?) et Slags gammeldags Skydebue. Guldbr. I Helg. Harbyst. (Paa et andet Sted skal det hedde: Armbyrse). — Isl. armbrysti, som forklares af et latinsk Ord (arcubalista).
Arming (Armingje), m. en Stakkel, En som ikke har Kræfter.
Armod (Armo), f. 1) Svaghed, Vanmagt (Kr. Stift); s. arm. 2) Armod, Fattigdom. — Endelsen od (ikke mod) forekommer ofte i andre Sprog, men findes her neppe i flere Ord end dette.
armodsamt, ad’. n. fattigt, uselt.
Art, f. Natur; naturligt Anlæg. (Isl. art). Jf. Vanart.
Arv, m. Arv, Arvelod. Heraf: erva, Erving, Erve. — arvelaus, adj. arveløs. Arve-lut, m. Arvelod.
Arve, m. Fuglegræs (Alsine media). Hard. og fl. Ellers: Vassarv (mest alm.), Blautarv (Ørkd.).
Arveld, s. Orveld.
As (langt a), n. 1) Storm, Uveir; stærk Bevægelse i Luften eller Skyerne. Ørkd. — 2) Støi, Uro, Tummel. Nhl. Helg.
asa, v. n. storme, rase; ogsaa: støie, gjøre Larm. Nhl. Sfj. Jf. Asver, æsa, øsa og (adj.) os.
Asall, m. Axelbær-Træ (Sorbus Aria). Nogle Steder: Hasall (Tell. Sdm. Romerige).
Ask, f. (nogle Steder: m.), Ask (Træ). Isl. askr, m.
Ask, m. 1) en Æske. (Buskerud og fl.). Ellers Øskja. I Tell. er Ask en rund Æske, og Øskje en mere langagtig. I Østerd. er Ask d. s. s. Laup eller Tina. — 2) Kop, Kande, især et lidet Trækar til Smør eller Ost. Indre Sogn. Ellers et Kar, hvori Mæl opsættes for at løbe sammen (= Kolla, Ringja). Sfj. Yttre Sogn, Vald. — Isl. askr.
Askje, m. (Fl. Aska), et Maal som holder en Tiendedeel af en Tønde. (Jf. Mæle). Voss. Det Tøndemaal, hvorefter den regnes, er større end den almindelige Tønde, da denne kun holder ni Asker.
askrast, v. n. gyse, oprøres, føle Afsky i høi Grad. Sdm. I Sogn: iskrast. I Nhl. siges æskra om at yttre Afsky, sige: æ! (Gam. N. askran, Afsky. Isl. eyskra, oprøres).
Askril, see Oskero.
Askula, f. rundagtig Udvæxt paa Stammen af et Træ. Ørkd. (= Nutur, Tell.).
Asp, f. (i Tr. Stift), s. Osp.
ass! interj. som betegner Skræk eller en ubehagelig Overraskelse.
As-ver (ee), n. et stort Uveir med Storm og Søgang. Sdm. Ørkd. (see As). Jf. Isl. æsingsveðr.
at, præp. ad, til (Tell. Rbg.). S. ꜳt.
at, conj. at. Hedder paa mange Steder: ate, at, da, at dæ, ate dæ, — og faaer saaledes Udseende af en Præ-
