A.
a, adv. nok, vel, rigtignok. Bruges meget i Tellemarken. Han have a vore hær (ɔ: han har nok været her). Eg tenkjer a dæ (ɔ: jeg tænker nok det; det er vel Tilfældet, tænker jeg). Jf. rett. — Ogsaa: dog, alligevel; f. Ex. Me fann dei a (vi fandt dem alligevel).
a, for av (af), see av.
a, hende, hun; — see henne.
(aa sættes imellem a og b).
abakle, s. avbakleg. — adde, s. all.
Adel (Adl), m. Kjerne-Ved; den indre og fastere Ved i Naaletræerne; modsat: Yta, Gjeita. Bruges i B. og Tr. Stift i Formerne: Adel (Nfj.), Ail (Sdm.), Al (mest alm.). Søndenfjelds hedder det: Malm. Al, paa Helgeland, betyder ogsaa Flammeved i Birk; ellers kaldet Rikka el. Rir. (Egentlig Kjernen eller den bedste Deel).
adelgod (algo), adj. om Træer, som indeholde megen Adelved.
Adelvid (Ailvid, Alve), m. Malmved, Kjerneved. Ligesaa: Alfura (Adelfure), Al-timbr, Alstokk o. fl.
Aftan (Afta, Æfta), m. 1) Eftermiddag (Aften i udvidet Betydning). Kun søndenfjelds og i Formen: Æfta. Hertil: Æfta-sia (for Aftansida) og Æftasvæl (for Aftansværd). 2) Høitidsaften, Dagen forud for en Helligdag. Jol-aftan’en (Hard.), Julafta (mest alm.), Juleaften. Kvissunæfta (Hall.), Pintseaften. Gam. Norsk: aftan (og eftan).
Ag, n. Bølgegang, Søgang. (Sogn).
aga, v. n. rave, hælde til forskjellige Sider. Sjelden, s. raga, slaga.
aga, v. a. (a-a), ave, tugte. Isl. aga.
agaleg, adj. og adv. frygtelig, forfærdelig. Dæ va saa agale stygt (Jæd. Dalerne, Lister). Jf. øgjeleg.
agelaus (el. agalaus), adj., selvraadig, aveløs; ogsaa: vild, overgiven, ubesindig. Heraf Ageløysa, f. der ligesom flere lignende Ord ogsaa anvendes paa Personer; saaledes i søndre Berg.: Han æ ei Agaløysa ɔ: han er en overgiven Krabat.
Agg, n. Uro i Sindet, Ængstelse; Nag, Ærgrelse. Tr. Stift, Guldbr., Sogn o. fl. (Sv. agg, Nag). Jf. Uggr og eggja.
agga, v. a. nage, ængste, forurolige. (Sjelden).
Agje (Aje, Age, Aga, Ꜳgꜳ), m. 1) Frygt, Rædsel. (Sjelden). Eit Aga Ver (Nhl.): et skrækkeligt Veir. Jf. agaleg. I Særdeleshed: Ærefrygt, Undseelse, Respekt for En. Dei ha ingjen Agje fyr’an ɔ: de have ingen Respekt for ham. Hedder i de nordl. D. Øgje; jf. Vægje. — 2) Ave, Tugt, Orden. Alm. (Isl. agi; Sv. aga, f.).
Agn, n. Mading, Lokkemad, især til Fisk (jf. Aat, Etl). Isl. og Sv. agn. Heraf egna. Agnløysa, f. Mangel paa Agn. Agnsild, f. færsk Sild til Mading.
Agn, f. Børste paa Korn, s. Ogn.
Agner (Agne), Fl. f. Avner. Nogle St. ogsaa i Eental: Agne, f.; i Tell. Øgn, Fl. Agnir, (Isl. ögn, agnir). — Agnebing, m. (i Sogn: Agnabrik, f.), et Rum for Avnerne i Laden.
Agnestei, n. et Slags Brudesmykke, som ligner en Mynt eller Medaille, forsynet med Kjæde og Løvværk. Agnestei bruges i Sogn og Nhl.; i Sdm. hedder det Angstei; i Tell. Agnosti. Ordet forklares af det latinske Agnus Dei (ɔ: Guds Lam) og skal have sin Grund i Præget paa en gammel Mynt.
Agneta, f. Ørred (= Aure). Helg. og nordre Trondhjems Amt. I Namdalen
