de Gamle; i de tellemarkiske Viser findes det ofte. G. N. fríðr.
Fridd (ii), f. Skjønhed, Vakkerhed. Sdm. D’æ ikje stor’e Fridd’a ’ti di: der er ikke meget vakkert i det.
frideleg (aab. i, ogsaa freele), adj. fredelig.
fridlaus (frelause), adj. fredløs.
fridleitt (ii), adj. vakker, tækkelig af Udseende. Ndm. (frileitt).
Friheit, f. Frihed. (Nyere Ord).
frihuga (aab. u), adj. frimodig, uforsagt. Nhl. Ellers frimodig, frimotug.
frikkast (for fridkast), v. n. komme sig, blive bedre, see bedre ud. Sdm.
Frilla, f. Frille. (G. N. friðla). Sjelden uden i Sammensætning, som Frillebadn, Frillesꜳn, Frill’ungje.
frisk’, adj. frisk, sund; reen, ufordærvet; ogsaa: livlig, fyrig, stærk. Neutrum hedder deels frist, deels frikst.
friska, v. a. (a—a), opfriske, forfriske.
friskast, v. n. blive friskere.
Friskelse, n. Forfriskelse; Styrkelse.
friskjen, adj. som har stadig Helbred, ikke er svagelig. Nhl.
Frisma, f. Been-Edder, s. Flisme.
fri-tikjen, adj. fritagen, skaanet.
fritt, adv. 1) sikkert, uden Frygt; 2) frit, gratis. S. fri.
frjosa, v. n. (frys’; fraus; frose, aab. o), at fryse; 1) føle Frost, lide af Kulde; 2) stivne af Frost; belægges med Iis, tilfryse. Imperf. har i Fl. fruso, aab. u (Hall. Vald.). Infin. hedder frjosa og frosa (Søndre Berg.), frose, oo (Tell. Gbr.), frjøse (aab. ø) og frøse (Sdm. og fl.); ellers frysa og tilfryse (om Aaer og Vande). frjosa sundt: sprække af Frost. — Jf. frosen, Frost, frøysa.
Fro, f. Skum. (Hall.). S. Frau.
Fro, n. Frø. (Guldbr.). S. Frø.
fro(d), adj. viis, klog. (G. N. fróðr). Et forældet Ord, som findes i de tellemarkiske Viser, og skal efter Beretning ogsaa forekomme i Nordmør (Surendalen).
Froe, f. Ost som adskiller sig fra Vallen efterat den første Ost (Kjuka) er aftagen. Guldbr. Ørk. (Fra Lessøe er Formen Frode opgivet). I Østerd. Froe (aab. o), om Ost af suur Mælk.
Frokle, f. Fregner; s. Frukne.
frose, s. frjosa.
frosen (aab. o), adj. frossen: ogsaa kold, frysende, som lider af Frost.
Frosk, m. 1. en Frø, Græsfrøen (Rana temporaria). Ag. Stift, Ørk. Indr. Hedder ogsaa: Frausk (B. Stift), og Frøsk eller frjøsk (Valders). Dyrets øvrige Navne ere: Trausk (Mandal, Jæd.), Lappe (Sdm. Ndm.), Lopp (Tell. Hall.), og Hopp (Namd.). Jf. Podda, og Gro.
Frosk, m. 2. Brusken eller den kjødagtige Deel i Hestenes Hover. Toten og fl. Jf. Kvik.
Fross, m. en Hankat. Sdm. Ndm. — I Indr. Namd. og Helg. hedder det: Frøs. (Isl. fress).
Frost, n. Frost; a) Tilfrysen; b) Fornemmelse af Kulde; c) en Sygdom, et Slags Udslæt, foraarsaget af Frost.
frostall, adj. 1) kuldskjær, som plages af Frost. B. Stift. 2) s. frostnæm.
Frostbøyg, m. en Stakkel, som ikke taaler Frost. Gbr.
frostfri, adj. tryg, sikker for Frost.
Frostguv, f. s. Frostrøyk.
Frosthærsla, f. en Forstærkelse af Kulden; naar Luften for en kort Tid bliver skyet, og Kulden derefter bliver skarpere. Nordre Berg.
frosthætte, adj. n. om et Sted, som er meget udsat f or Frost. Ndm. I Helg. frostette, s. hætten.
Frosting, m. Indbygger af Frosten ved Trondhjem.
frostkjent, adj. udsat for Frost. Helg.
Frostnavar, m. bruges (ligesom Isl. frostatól) i Spøg om et udueligt Værktøi, som kun tjener til at arbeide sig varm med.
frostnæm, adj. om en Gaard, Mark el. Ager, som er meget udsat for Frost, og især hvor Kornet let fryser bort. Overalt vestenfjelds; ogsaa ved Trondhjem; ellers: frostalt (Gbr.), frostkjent, og frosthætte.
Frostrøyk, m. Damp eller Taage, som opstiger fra Vandet i stærk Kulde. Hedder ved Trondhjem: Frostguv (aab. u) og Frostgubb, f.
Frua, f. Frue. Hedder ogsaa: Fruge (Tell. Guldbr.), Frue og Fru. Det sidste bruges sædvanlig om Damen i Kortspil.
Frugt, f. Frugt. (Nyere Ord). frugtast, v. n. bære Frugt, lykkes.
Frukne, fruknꜳr (aab. u), pl. f. Fregner, Solpletter paa huden. Helg. Ndm. — Ellers: Fraknꜳ, pl. (Indr.), Frokle (Yttresogn), Flukr (Sdm.). Isl. freknur.
fruknet, fruknꜳt, adj. fregnet, plettet. Helg. Ørk. Ndm. — Ellers: fraknꜳt (Indr.), froklette (Sogn), flukrett (Sdm.).
