Fjøs, n. Hedm. Øst. Ørk. og fl . — Derimod: Fjøs, m. (Fjøs’en) i Nordre Berg. Sdm. Helg. og fl. — I Søndre Berg. bruges: Flor; i Hard. er Flor er Kostald, og Fjos en Faarestald. G. N. fjós. — Hertil: Fjoshjell (Fjøsjell, Fjøslæm), m. Loft i Stalden. Fjøskok (oo), m. Mødding. (Hadeland og fl.). Fjosveg, m. Vei til Fæhuset.
fjot, adj. s. fljot.
fjuka (fjuke, fjøke, fyke), v. n. (fyk’; fauk; fokje, aab. o), fyge, drive afsted, flyve, svæve i Luften. G. N. fjúka. Kun om Ting, som drives afsted ved en ydre Paavirkning, saasom ved Blæst, Kast eller Stød; altsaa forskjelligt fra fljuga. Om Mennesker: vimse, løbe, hoppe omkring; jf. fykjen. Heraf Fok (Snøfok, Sandfok), og føykja.
fjukande (fykande), adj. drivende.
Fjuking, f. Fygen, Driven.
Fjukr (Fjukk’er), n. Fnug, Støv, Støvgran. Sogn. Jf. Fjom, Falskje.
fjunk, adj. rask, fyrig, frisk. Sogn.
fjurten, s. fjortan. — Fjæra, s. Fjøra.
fjære, adv. omtrent, henved. Sogn, Voss. „so fjære“: saa omtrent, el. omtrent saa meget (Andre St. so-pass). „kor fjære“: hvor meget, el. hvor omtrentlig. — „fjære ve(d)“: hen ved, omtrent. Indre Sogn. Maaskee egentlig: fjerre; jf. G. N. fjarr og firr ɔ: fjernt.
fjære, n. et Kjælenavn, forhen brugl. i Nhl. „Fjære mitt!“ min Bedste.
Fjæring, m. Fjerding; a) af en Tønde (s. Kvartel); b) af en Miil; s. Fjorung; c) et Thinglag eller lignende Distrikt. Meget brugl. i Nordlandene.
Fjøke, v. n. fyge; s. fjuka.
Fjøl (aab. ø), f. Fjel, Bræt; Stykke af en tynd Plante. G. N. fjöl. — Fjølende, el. Fjøle-mole, m. Stykke af Fjel. — Fjølhogg, n. Blok, hvorpaa Fjele tilhugges.
Fjølde, m. Mængde, Mangfoldighed. Namd. Indr. (G. N. fjöldi). Ogsaa: Størrelse, Udstrækning. Ørk. (sjeldnere),
Fjølde (for Fjelgde), s. Fjelde.
fjølg, adj. mandstærk, mange tilsammen. Namd. Indr. Dæm æ sꜳ fjølg(e). — Ogsaa: stor, vidtløftig, om enkelte Ting. Fosen, Ørk. (I neutr. fjølt). Han æ for fjølg. Dæ va for fjølt før’ mæg.
fjølg (varm), og fjølge (varme), s. fjelg.
fjølgment, adj. mandstærk, som har mange med sig. Namd. G. N. fjölmennr.
fjølt, adj. s. fjølg og fjelg.
Fjør (for Fjødr), f. 1) Fjæder, Fjær (paa Fugle). G. N. fjöðr. 2) Fjæder hvormed en Indretning drives, eller hvormed noget udspændes. (Urfjør, Stinnfjør, Spennefjør). Hedder i Sdm. Fjøyr, men alm. Fjør, med aab. ø.
Fjøra (aab. ø), f. 1) Strandbred, den Deel af Strandbredden, som i Flodtid overskylles af Havet. Nogle St. Fjera. (Jf. Fyru). I Sogn: Strꜳnd. — 2) Ebbe, lavt Vande; modsat: Flod. Alm. Nogle St. Fjera (aab. e), el. Fjere (Sogn. Jæd. Namd. Helg.). G. N. fjara, acc. fjöru. — I Fjøre Sjø: i Ebbetiden.
fjøra, v. n. (a—a), ebbe, falde, om Havet. — Ogsaa fjera (aab. e) i Sogn, Nhl. og fl. Mere brugl. er fella (Sjøen fell’). Modsat: fløde. — G. N. fjara. — fjøra uppe: komme paa Grund, ligge fast i Ebben. Oftere: felle uppe.
Fjørefar, n. en stor Havbaad, som er lidt mindre end en Aattring, og sædvanlig besættes med sex Mand. Sdm. Ndm. Vel egentlig en Baad for fire Mand, ligesom Isl. fjögra-mannafar (fjögra er gen. af fjórir ɔ: fire).
Fjøregubbe, m. Strandvætte, Aand el. Nisse paa Strandbredden. Nordlandene.
Fjørekung, m. Søsnegl, Skalorm; see Kuvung. Isl. fjörukongr.
Fjøremakk, m. Sandmaddike (Lumbricus marinus), brugelig til Mading.
Fjøremund, n. Ebbetid. Tr. Stift.
Fjørepist, m. Strandpiber, en Fugl (Tringa maritima). Sdm.
Fjørestein, m. glat og afrundet Steen, som sædvanlig findes paa Havbredderne.
Fjørfyll, f. Stopning af Fjæder.
Fjørseng, f. Fjæderdyne.
Fjørskifte, m. Fuglenes Fjæderfældning.
Fjørstylk, m. Fjæderstilk, Pennepose.
Fjørug, adj. fyrig, frisk, rask (især om Heste). Tell. Hall. (Aab. ø, ligesom alle de forrige). Jf. G. N. fjör, Liv.
fjørut (-ette), adj. fjædret, beheftet med Duun eller Fjæder, om Klæder og desl.
Fjørveng, m. Vinge af en Fugl, til at feie og pudse med. B. Stift.
Fjøs (aab. ø), m. Fæhuus; s. Fjos.
Flabb, m. Flab, Kjæft.
Flag, n. Fjeldvæg, Klippeside; s. Flog. (Sjelden). Oftere v. n. flækkes, skilles ad (s. flakna); om Træer: slippe Barken. Jf. svada.
flaga, v. n. (a—a), falde ujævnt, bliver snart stærkere snart svagere. „Dæ flaga i Elvenne“, siges naar Elvens Brusen
