fell’ Utgar. G. N. fella (Love I. 41). Hertil Hafelle.
Fella, f. 1) Fældning, Fuge, Stedet hvor to Stykker ere sammenføiede (saaledes imellem Stokkene i en Væg eller Fjelene i en Baad). Jf. Skjøyt. 2) Fold, Rynke eller Læg. Skal bruges i Søndre Berg. 3) Fælde, f. Ex. Rottefælde. Hedder i de nordlige Egne: Foll.
Fellemun, m. Indknibning; Forholdet imellem den bredeste og den smaleste Deel af et Klædningsstykke. (S. fella v. a.).
fellen, adj. velsmagende, appetitlig (om Mad). Hard. (Af: fella pꜳ).
Fellestakk, m. 1) smaarynket Skjørt; 2) Planten Løvefod (Alchemille). Hard.
Felleve’r, n. Bygeveir; Vind som gaar i enkelte stærke Ryk eller Byger. B. Stift. I Tr. Stift Fallver.
Felling, f. 1) Falden; især Havets; — 2) Sammenfældning, f. Ex. af Fjele; — 3) Indkniben, at gjøre smalere.
Felt, n. Filt; s. Tov.
fem, Talord: fem. Hedder mest alm. fæmm; i Sæt. fimm (aab. i). G. N. fimm. Hertil: femte (fimte), den femte. femte kvar: hver femte. Femte-Parten: den femte Deel.
Fem-alning, m. fem Alen lang Stok.
Fem-ꜳring, m. fem Aar gammelt Dyr.
fembend, adj. fembaandet; især om Hesjer med fem Stænger i Høiden. Sdm. og fl.
Fembøring, m. en stor Baad, der sædvanlig faaer en Besætning af fem Mand. Fosen og fl. Vel eg. Fembyrding.
Femkjeiping, m. Baad med fem Aarepar. B. Stift.
femna, v. a. (e — de), omfatte med Armene eller Favnen; ogsaa: maale med Favnen. (Af Famn).
Femning, m. Stok, Træstamme som holder en Favn i Omkreds.
femroma, adj. femrummet.
femtan, Talord: femten. Hedder ogsaa: femta, fimta (Sæt.), femtꜳn (Nhl.), femtꜳ og femten. — Hertil: femtande, femtende.
fem-ti, halvtredsindstyve. Overalt vest- og nordenfjelds (Sv. femtio; Isl. fimmtíu). Ellers: haltress.
Fena(d) (ee), m. Kvæg, Kreature. Sogn, Voss, Hall. Guldbr. (G. N. fénaðr). Ellers: Bu, Buskap, Andmarkje. Det foranførte Fanar (Fana, Fænꜳr) ugaaer formodentlig herfra.
fengd, adj. 1) befængt (af fengja); 2) fængende, som let fænger. Mest i neutr. om Ildtøi. D’ær sꜳ fængt: det fænger saa hurtigt. Østerd. (See kvæm, fim). — 3) i Sammensætning, a) om en Mulighed at faae noget. Hertil: sjeldfengd, lettfengd, tungfengd, storfengd og fl. — b) om en Beskaffenhed (Tr. Stift i Formen fengt). Hertil: turrfengt, spakfengt, hagfengt og fl. Jf. fingjen. Af Roden fanga, i fꜳ (fekk, fingje).
fengja, v. a. (e-de), fænge, slaae an; især a) tænde, om Ild; b) smitte, om Sygdom. Ikke ganske alm.
Fengja (Fængje), f. Fænge paa Skudvaaben. Hertil: Fengjehol, n. Fængehul. Fengjekrut, n. Fængkrud.
fengjen, adj. 1) fængende, som let fænger; især om Fyrtøi. 2) smitsom; om Sygdom.
fengjen, part. (af fꜳ), faaet, modtagen. Søndre Berg. og fl. Ellers fꜳdd.
fengt, adj. s. fengd.
fenne, v. a. (e-te), om Sneen: opdynges, drive sammen i Dynger. Tell. (Isl. fenna). Af Fonn.
Fenne, pl.f. Sneemasser, opdreven Snee. Jæd. og fl. s. Fonn.
fent, adj. tildrevet med Snee; jf. sifent.
Fenta (Fænte), f. et Kvindfolk med fremmed Klædedragt og fremmedt Sprog; (især af Arbeidsklassen i Byerne); ogsaa en Landstrygerske. Voss, Hard. Tell. Hall. — Af Fant.
fere (fære, fe), ɔ: for; s. fyre.
fergja, f. 1) en Færge. (G. N. ferja). 2) et Færgested. Ørk. — Ferjemann, Færgemand. Ferjesta(d), m. Færgested. Jf. Sund, Sundstad.
ferma, v. a. (e-de), lade, lægge Ladning i (Baade el. Fartøier). Af Farm. Hertil fermd (ladet), høgfermd, tungfermd.
fersk (færsk), adj. færsk. Mest alm. fæsk, og i neutr. tildeels: fækst. — Fæskemjelk, f. nymalket Mælk.
ferskjen (fæskjen), adj. noget færsk, især om noget som er for spædt eller umodent.
Fesja, f. Pige, Tøs. Meget brugl. paa Helgeland. I Sdm. bruges Navnet Fesje i Spøg og med en ringere Grad af Agtelse. I Hard. er Fesja en falden Pige, En som har faaet Barn.
Fesl, n. Baand, Forbinding; s. Fetel.
fesle, v. forbinde; s. fetla.
Fesling, m. Beenling; s. Fetling.
fesse, v. n. hexe, helbrede ved Troldom. Tell. (Jf. runa, putra). Hertil: Fessekjering, f. Hex, Troldkone.
festa, v. a. (e-e), 1) fæste, gjøre fast. festa Kodn (Nhl.): sætte Korn paa Stør, s. støyra. 2) fæste, betinge sig, faae Fæste
