farast, v. n. 2. færdes (Helg.), s. færast.
farast, v. n. 3. blive skimlet; s. Fare.
Fare, m. et Slags Skimmel paa Mælk og andre flydende Sager (Jf. Mygla). Sdm. Tell. o. fl. (Isl. farði har lignende Betydning). Heraf: fara, adj. skimlet; og farast, v. n. belægges med en skimmelagtig Skorpe.
faren, adj. 1) faren, reist. I Sdm. firen (aab. i). Dæ æ so fyre fare: det har gaaet ligedan før; man har gjort det samme før (B. Stift). — 2) stedt, kommen i en Tilstand; tjent med noget. ille faren. væl faren. — 3) affældig, svækket, skrøbelig. Saaledes om en Stue: „Ho æ fara i Novꜳ“: Stokkene ere raadne i Hjørnerne. Nordre Berg.
Farg, n. Presse, tunge Sager hvormed noget sammenpresses. B. Stift, Hall. Ørk. (Isl. farg).
farga, v. a. 1. (a — a), sammenpresse. Nogle St. fergja (Shl. Ørk.). Isl. fergja.
farga, v. a. 2. (a — a), farve, s. lita. Hertil Fargar, m. en Farver.
Fargje, m. Farve, = Lit. (Sv. färg).
Far-greide, f. Leilighed, Befordring tilvands. Sdm. Ellers Far, Fornskap.
Farir, s. For.
Fark, m. en omstreifende Person, Landløber; ogsaa en tvetydig, upaalidelig Karl. Tr. Stift, Sdm.
farkjenna, v. a. erkjende for Fader. Me ha ikje noke te farkjenna han fyre. Sogn.
Farkost, m. Baad, Fartøi eller ethvert Befordringsmiddel paa Vandet. Ag. Stift. Sv. farkost.
farlaus’, adj. som ikke kan komme over, som mangler Leilighed til at reise med (S. Far). Ligelydende er: farlaus: faderløs.
Farlende, f. Færd, Gang (vel egentlig det Strøg som skal befares). Sdm. i Talemaaden: halde Farlendinne fram ɔ: fortsætte sin Reise, søge at naae Maalet.
Farløysa, f. Mangel paa Farkost.
Farm, m. Ladning. Meget brugl. i B. Stift. (G. N. farmr). S. ferma.
Farmbꜳt, m. en laadet Baad.
farmlaus, adj. tom, uden Ladning.
Farre, m. en omflakkende Person. Tell. Sdm. Jf. Fark og Fant.
farsynt, adj. saa beskaffent, at man kan see Sporene eller Veien, f. Ex. efter Dyr i Sneen. Rbg. og fl. Dæ va sꜳ forsynt i Snjo’ræ (Sæt.): det var let at see Sporene i Sneen.
farta, v. n. om Skibe: glide, have Fart. Helg. farta godt: seile hurtigt.
Farti(d), f. Reisetid (især til Vaarfisket i Lofoden). Helg. See Fær.
Farty, n. Fartøi. Sv. fartyg.
farug, s. færug. — Fasl, s. Fatl.
fast’, adj. fast. (Femin. fost. Hard. Sæt.). Heraf festa, Feste og fl. — gꜳ seg fast: forvilde sig til et Sted, hvor der er ingen Udvei. — snakka seg fast: fortale sig, tale uforsigtigt saa at man bliver gjendreven ved sine egne Ord. — I fastꜳ Sømnꜳ: i den tryggeste Søvn. (Gammelt Dativ). Sdm.
fasta, v. n. (a-a), faste.
Fasta, f. Fasten (før Paaske). I Hard. og Voss hedder det: Fosta, Fosto (Gam. accus. föstu).
fastande, adj. 1) fastende; 2) ædru, ikke drukken. Sogn, søndre Berg. og fl. ogsaa i Tr. Stift.
Fastepeng(ar), pl. m. Haandpenge som Tjenere faae naar de fæstes. B. Stift.
Fastleikje, m. Fasthed.
fastna, v. n. blive fast.
fastra, v. a. (a-a), gjemme noget ved at grave det ned i Jorden (som Bjørnen skal gjøre med sit Rov). Sdm. og fl. En saaledes nedgravet Krop kaldes et Fastr.
Fat, n. 1. et Fad. Fleertal hedder Fot (aab. o) i Sogn og Voss.
Fat, n. 2. Greb, Haandfang (= Hævel). Nhl. sjelden. Hertil Talemaaden: fꜳ Fat pꜳ; ligesa: taka Fat pꜳ.
fata, v. n. (a-a), 1) omvikle eller indklæde noget. fata pꜳ seg: klæde paa sig, især paa Fødderne. Tell. (Noget sjelden; s. fota). Isl. fata, klæde. 2) kludre, fuske med noget. Mere brugl. (i Tell.). Jf. fatra.
fataleg, adj. klodset, fuskeragtig (om Arbeider). Tell. I Sammensætn. fata, f. Ex. ei Fatavise, ɔ: en flau, smagløs Vise.
fatig (og fatik), adj. fattig. I gaml. Norsk: fatækr, og skulde altsaa nu hedde fꜳtøk. — Hertil: Fatigfolk, Fatigkassa, Fatigpung og fl. „Fatigmanns Fore“ (Sdm.): Fattigmands Færd eller Vilkaar.
fatigsleg, adj. n. knapt, uselt. Dæ va so fatigsle fyre dei.
Fatl, n. Baand, Stroppe. (Sjeldent Ord). bere Hand’a i Fatle (Faltje): have Haanden indviklet i et Baand, som
