Ting: fatte Tilbøielighed til. Helg. Ogsaa i Ag. Stift.
elska (ælske), v. a. (a — a), have Lyst til, finde Behag i; ynde, elske.
elskjen, adj. som ynder eller finder Behag i noget. Især om Dyr, som holde sig til Menneskene og synes vel om deres Kjærtegn. Helg. Tr. Stift.
Elskug, el. Elskog (for Elskhug), m. Elskov. (Sjelden). — Elskuggꜳve (el. Elsko-gꜳve), f. Gaver som En giver sin Kjæreste. S. Fyste gꜳve.
Elta (el. Eldta), f. Ildsted paa aaben Mark; Arnested imellem en Kreds af opreiste Stene. Sogn, Tell. (Maaskee for Eld-to).
elta, v. n. (e — e), 1) forfølge, løbe efter En. G. N. elta. Ogsaa: jage, drive bort. Rbg. Tell. 2) v. n. traske, gaae meget eller idelig. Ein bli sꜳ trøytt’ av dæ ein elter ꜳ gjeng’e. Rbg.
Elting, f. Jagen, Løben efter noget.
elut (el. elette, af El, n. ), adj. om Veiret, naar Ilinger og Opholdsveir afvexle. Lidet brugl.
Elv, m. Alf, en af Ellefolket. Forekommer i Tell. med Fleertal Elvir, men hedder ellers: Alv. — hertil Elvabelte, n. og Elvanævr, f. Trøske-Lav (= Alvnævr). Sogn, Tell. Maaskee ogsaa Udtrykket: Elva Tøv ɔ: Fabel, urimelig Historie. (Voss).
Elv, f. (Fl. Elva, r), Aa, Flod. Mest i B. og Tr. Stift, hvor „Aa“ ikke bruges. Sv. elf. Hertil: Elvabar(d), m. Aabred. Elvafar, n. Flodleie, Aaløb. Elvaos, m. Elvemunding. Elvastraum, m. Aastrøm (ved Mundingen) og fl.
Elvakall, m. 1) et Slags Larver som ligge indhyllede i Sand i Elvene. Sdm. o. fl. 2) Strømstæren (Cinclus). Sogn og fl. Andre St. Fossekall.
Elvanekk, m. s. Nekk.
elva-røytt’ adj. om Skind, som er rødet i en Elv. See røyta.
Elvaskjæl, f. Flodmusling, Perlemusling.
Elvestø, f. Aabred. (Østd.). S. Stød.
Elvvokst (og Elvvoks), m. Vandflom, Elvenes Opvoxen. Guldbr.
Embær, m. Spand; s. Ambar.
embætta, v. n. (a — a), sysle, bestille eller have Tilsyn med noget. B. Stift. 2) give Kvæget Foder; ogs. malke. Nhl. Yttresogn, Sfj. hvor det ogsaa hedder: ambætte. Isl. embætta (jf. ambátt, Tjenestepige).
Embætte, n. 1) Syssel, huuslig Forretning; Tilsyn (især i Gjæstebude). — 2) Embede, offentlig Bestilling. Nogle St. Ambætte. G. N. embætti.
Embættesfolk, n. Bestillingsfolk; de som have Tilsynet eller Opvartningen i et Gjæstebud, især i et Bryllup (Brudesvende, Brudepiger o. s. v.). B. Stift, Tellemarken.
embætteslaus, adj. fri, uden Bestilling.
Embætting, f. Tilsyn; Kvægets Fodring o. s. v. see embætta.
Emmel (Æmmel), m. (Fl. Emla), Strimmel, Kant, paa Klæder. Nhl.
emmen, s. æmen.
emna, v. n. (a — a), samle Materiale og tilberede samme, tildanne et Emne. (Isl. efna). Han emna paa et Hjul: han tilhuggede Træer til et Hjul. I Sdm. ømna.
Emne, n. Stof, Materiale; det hvoraf noget bliver gjort. Alm. Hedder ogsaa: Ebne (ved Bergen), og Ømne (Sdm.). Sv. ämne; G. N. efni. Stav-emne: et Stykke Træ at gjøre en Stav (Stok) af. Knivsemne: Jern til en Kniv. Jf. Leivsemne, Bestemne, Huveemne. Ogsaa om Dyr og Mennesker med Hentydning til hvad de kunne blive; saaledes: Hest-emne og Øykjemne (om et Føl), Mannsemne (om en Dreng), Kaaneemne (om en Pige). Med Betydning af: Kræfter, Anlæg, Evne, — hedder det sædvanlig: Evne.
Emneløysa, f. Mangel paa Emne.
Emne-tre, n. og Emnevid (-ve), m. Gavntømmer, Træ hvoraf enkelte Redskaber kan gjøres.
emnevand, adj. kræsen med Hensyn til Emne.
emse, s. imis (imse).
en, s. enn og ein.
enda, v. n. (a — a), ende, holde op med noget. (Sjelden). Heraf part. enda: endt, sluttet. endast, v. n. slutte, faae Ende.
enda, adv. (el. en Kasus af Ende), overende, omkuld. Hard. Han datt enda (faldt omkuld), kanta enda. S. ende.
endaa, see under: enn.
ende, adv. ret, lige. Søndenfjelds. Han sprang ende fram ɔ: han løb lige frem, ret fremad. Gbr. (Jf. att-ende). Da sto ende upp i Luft’i: ret opad. Tell. (Sv. ända).
Ende (Ænde, Ænne), m. 1) Ende, Slutning, Ophør. 2) yderste Deel, Spids, Ende. 3) Stump, Stykke; f. Ex. Tog-ende, Fjøl-ende, Kjepp-ende. — AA Ende: paa Enden, opreist, op og ned. Haar’a sto ꜳ Ende: Haarene havde reist sig. Derimod: Hus’e sto ꜳ
