bært, adv. kun, bare. Nhl. Shl. Ellers: bære og bæreste.
bærtævle, adj. n. bart, aabent, skovløst. Hard. (I Sdm. bærsnævt).
Bærva, f. bar Mark, sneeløs Jord. Indr. (hvor det ogsaa hedder: Bærra). Han kjørte paa Bærvꜳn (dativ).
bærvegjen, adj. veiet alene, uden Sæk eller Kar. (Altsaa Netto, uden Emballage).
bæsa, v. a. (e—te), sætte Kvæg paa Baas; sætte i et bestemt Rum. (Isl. bæsa). bæsa seg: opsøge sin Plads, om Køer.
Bæta, s. Bite.
Bø, m. Engmark, den indhegnede Mark omkring en Gaard. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Ryfylke. Ellers Eng og Jore. (G. N. bœr svarer til vort Gar og Tun). „Dæ ligg’ Bø i Bø“, — siges om flere Gaarde, som ligge tæt ved hinanden, saa at der er ingen Udmark imellem. sleppe ꜳ Bø (Sdm.): slippe Kvæget ind paa Engen, efterat Græs og Korn er indhøstet. Pꜳ Bø’no: paa Engen, indengjærdes. Det gamle Genitiv: bæjar findes i Voss i Navnene: Bøjarmoen, Bøjarꜳttungjen.
Bø-beite, n. Græsning paa Gaardsengen.
Bø-gar(d), m. Gjærde omkring Engmarken. Til Forskjel fra Merkjesgar, og fl.
Bøk, m. Bøg. S. Bok.
bøkje, v. a. (e—te), 1) tørre, gjøre halvtørt. (See bokjen). Sdm. Nfj. 2) byge, udkoge i Lud.
Bøl, see Byl og Byr.
bøl, adj. parrelysten, geil; om Hundyr, især Soen. Ørk. Indr. Helg. (Jf. ful).
bølast, v. n. og bøla seg (e—te), yngle, faae Unger; ogsaa: tillave Rede eller Leie for Yngelen. Af Bol. — bøle seg ned, — i Spøg, om at lægge sig sammen i Straa eller Græs.
Bølde, m. see Bold.
Bøle, n. 1) Rede eller Kube, hvori smaa Dyr lægge deres Unger. Vestenfjelds. Ellers: Bol. 2) et Kuld, de Unger som et Dyr frembringer paa een Gang. Hundebøle, Grisebøle. (B. og Kr. Stift). Ellers Lag (Trondhj.), Legde (Gbr.), Føe (Østd.). I Spøg ogsaa om Mennesker: en Slægt, Familie. 3) Bolig, Opholdssted. Skal bruges i Buskerud. Ellers kun i Sammensætning: Fødebøle, Sæterbøle.
Bøle, see Byra.
Bøling, m. Kvæg, Besætning af Kreature (= Buskap). Guldbr. Buskerud.
Bøn (langt ø), f. Bøn, Begjæring. Bønebok, f. Bønnebog. Bønefolk (Bønemann og fl.), Folk som idelig bede og ere andægtige.
Bønstad, n. Begjæring, Anmodning. B. Stift. (G. N. bœnastaðr). Eg heve ein Bønstad te de (Sdm.): der er noget jeg vil bede dig om.
Bør, s. Byr. — Børe, s. Byra.
børføtt, s. bærføtt.
Børnad, m. Redskaber, især til Fiskerie; Sørede. Sdm. Ndm. Sfj. Nhl.
Børnskap, m. Redskaber; Garn, Sørede. Helg. og tildeels i Tr. Stift (See forrige). Ellers: Reide, Greide, Beine, Bunad, Doning og fl.
Børsel, s. Byrgsla.
Børt, m. 1) Skyldighed, Pligt. Meget brugeligt i Ørk. og fl, 2) Tid, Gang, Tour; f. Ex. No æ dæ din Børt ɔ: nu er Raden kommen til dig. Mere alm. (Sv. börd).
børt, adj. forsynet, hjulpen, som har nok. Ndm. Ørk. Ogsaa børta. (Jf. byrga).
børte v. a. (a—a), forsyne, udruste, skaffe det nødvendige. Ndm.
børte, v. n. prale, skryde af noget. Inderøen. (Maaskee for byrta). I Sdm. bolte. — Børting, m. en Praler, Skryder. Indr.
bøsen, adj. stor, vid (om Klæder). Sdm. Jf. posen, og Isl. beysinn.
bøta, v. a. (e—te), 1) sætte istand, forbedre, gjøre godt igjen. (G. N. bœta). Af Bot. 2) bøde, lappe, sætte Bod paa (Klæder, Kjedler o. s. v.). Alm. 3) betale Bøder; ogsaa: undgjelde, lide for noget.
bøtande, adj. som kan bødes eller istandsættes.
Bøting, f. Bøden, Lappen. Bøtingetrꜳd, m. Traad, hvormed man bøder Klæder eller ogsaa Fiskergarn.
bø-vand, adj. om Kreature, som ere vante til at græsse paa Engen. B. Stift.
Bøvel, m. et Navn paa Fanden.
Bøver, m. en Bæver. B. Stift, Gbr. og fl. (Jf. Bjor). G. N. bifr. — Bøverbrote, m. en Bæverdam (Gbr.). Bøvergjeld, n. Bævergjel. Kaldes ogsaa blot: Bøver, n.
Bøya, Byge; see bygja.
Bøyg, m. 1) en Bøining, Krumning; ogsaa Knæk, Svækkelse. Helg. Gbr. 2) En som gaaer nedbøiet og ludende. Gbr. Ogsaa: en Stakkel, En som ikke taaler noget.
bøygd, part. bøiet, krummet.
