æke, v. n. (a—a), standse, see tilbage, f. Ex. naar man hører En raabe. Sdm.
Ækra, f. Hvileland, Ager som er udlagt til Eng, og som ikke endnu har faaet fast Græsbund. (Af Ꜳkr). Meget brugl. søndenfjjelds, ogsaa i Tr. Stift og Helg. Sjeldnere i B. Stift. I N. Berg. hedder det Attelega.
Ækrehøy, n. Hø af Hvileland eller udlagte Agre.
Ækremark, f. Eng som forhen har været Ager.
æl, fostrer; see ala.
Æla (Æl’), f. Øgle, Fiirbeen. S. Øla.
æla, v. n. (e—te), spire, skyde Spirer; især om Korn. Hard. Andre Steder ꜳla (af Ꜳl), Jf. gro.
Ælde, s. Elde. ælen, s. alen.
Æling, m. 1) Iling, Byge (= Eling). Tr. Stift, Helg. — I Ørkd. betyder det ogsaa: 2) Anfald, Tilstød, f. Ex. af en Sygdom. (= Flaga, Rid). 3) Stund, Tid. (= Bil, Bolk). Han va vek lange Ælingann: han var borte lange Stunder. Saaledes ogsaa Stillæling, Lyseæling, Solskjenæling, Klꜳrversæling og fl.
ælskjen, s. elskjen. — ælst, s. alast.
æm, s. æmen. — Æmbær, s. Ambar.
æmen, adj. 1. usmagelig, som har en stærk og noget modbydelig Smag, især om noget, som er altfor fedt. Tell. Buskerud. Lyder ogsaa æmmen (emmen) og paa Hedemarken: æm. Jf. evjen.
æmen, adj. 2. hidsig, bister, opirret; om Dyr. Ørk.
æmes, v. n. opirres, yttre Hidsighed; om Dyr, f. Ex. Heste. Ørk.
æmja, v. n. (a—a), skrige, skraale. Jæd. (Jf. ræmja). G. N. emja. — Heraf Æmjing, f. Skrig, Skraal.
Æmmel, s. Emmel. — æms, s. ymse.
æn, s. enn. — Æna, see Ꜳ.
ænder, s. endr.
ænja, v. n. (a—a), tumle omkring, gaae vild, forvilde sig langt bort. Sdm. (Ellers: ꜳndra, vandra, vingla). Heraf Ænjing, f. Omtumling.
ænka, s. einka. — ænten, s. anten.
ær, pron. Eder; see ør.
Ær, n. et Aar, Mærke efter et Saar. I Ørk. hedder det: Æ. Sv. ärr. G. N. er, ör.
Æra, f. Ære. (G. N. æra). I Særdeleshed: 1) Agtelse, Anseelse; ogsaa Værdighed. 2) Ros, Lov, Berømmelse. 3) Hæder, Prydelse, Noget som hædrer En. 4) Ærbarhed, Sømmelighed, Anstændighed. 5) Artighed, Godhed, Gunst eller egentlig Æresbeviisning. Hertil Ordsproget: Den som gjeræ ei Ære, han fær ei Ære atte. — Ordet bruges ofte i Genitiv-Forhold; saaledes „Ein Ære Mann“: en agtværdig Mand, Hædersmand. „Ei Ære Sak“: en ærlig, hæderlig Sag.
æra, v. a. (a—a), ære, hædre.
æregirug (-gjerig), adj. ærgjerrig.
ærekjær, adj. ærekjær (dog sædvanlig med stærkere Betydning end i Skriftsproget); begjærlig efter Ros og Ære, tragtende efter Æresbeviisninger.
ærelaus, adj. æreløs; ogsaa uforskammet, ublu, skamløs.
Æreløysa, f. Æreløshed; ogsaa Ubluhed, Uforskammethed.
Ærend, f. og n. Ærinde, Udretning. G. N. erindi. Eins Ærend, see eins. gꜳ Ærende(r): gaae for at udrette Ærinder. gjera seg Ærend: ophitte et Ærinde som Paaskud for at komme etsteds hen.
ærendsfør, adj. dygtig nok til at udrette et Ærinde; især om Børn.
ærendslaus, adj. 1) som kommer uden noget Ærinde. 2) som vender tilbage med uforrettet Sag. Dei laut gꜳ heimatte ærendslause. B. Stift.
Ærendsvein, m. Ærindsvend, Budbringer. Helg. og fl. — Jf. Visargut.
Æretekn (ee), n. Ærestegn.
Ærfugl, s. Æd. — ærge, s. erga.
ærig (ærug), adj. artig, høflig, honnet, som viser Opmærksomhed og Agtelse. Mest brugl. i B. Stift.
Ærken, s. Erkn. Ærle, s. Erla.
ærleg, adj. ærlig, oprigtig, redelig.
Ærsaud, m. et Faar med Lam. Sdm. Ndm. — Ordets første Deel er formodentlig G. N. á, senere ær, som betyder Lam eller egentlig Gimmer.
Ært, s. Erter. — ærte, s. erta.
ærutt (ærette), adj. arret paa Huden, fuld af Ar.
Ærv, s. Erv. — ærve, s. erva.
æsa, v. n. 1. (e—te), gjære, komme i Gjæring, svulme op; især om den saakaldte sure Gjæring, f. Ex. i Mælk og Fløde, som er udsat for Varme. B. Stift, Ørk. og tildeels i Ag. Stift. I Nhl. og Shl. hedder det: esja.
æsa (æse), v. n. 2. (e—te), om Skyerne: trække op i lange Rækker langs Fjeldene eller Aaserne. Buskerud, Østerd. — Formodentlig af Ꜳs.
Æsing, m. Skybanke i Horizonten. Sjelden. I Sogn: Lꜳngæsing.
Æsing, f. 1. suur Gjæring; s. æsa.
Æsing, f. 2. (Fl. Æsinga, r), Langbjælke
