na (jeg vilde have gjort det hvis jeg kunde).
viljande, adv. frivilligt, med Forsæt. (Sjelden). Jf. uvilja.
Vilje, m. Villie, Ønske; Hensigt, Forsæt. G. N. vili (vilji). Formen Vile (f.) forekommer i Ordet Sjavvile. „ha’ sin Vilje“: gjøre som man lyster. Mæ Vilje: frivilligt, med Forsæt. Te Vilja: til Behag, efter Ens Ønske. Hedder oftere „te Viljes“; f. Ex. gjera ein te Viljes: gjøre noget til Fordeel eller Fornøielse for En. — Vilje-ver, n. i Talemaaden „dei fekk Viljever’e sitt“. de fek just det Veir, som de vilde have. B. Stift.
viljug, adj. villig, føielig, beredvillig; ogsaa om noget som lykkes godt, f. Ex. om Træer og Væxter. I B. Stift viljig’e, ogsaa villig’e (uden Lyden af dobbelt l). G. N. viljugr.
Vilkor (aab. i og o), n. 1) Betingelse, Vilkaar. (Sjelden). 2) Forsikkring. 3) Føderaad, Livøre, Aftægt. B. Stift (see Kor). Mest brugeligt i Kontrakterne i Formen „Vilkaar“. Hertil Vilkꜳrsfolk, Vilkꜳrssetel og fl.
vilkora (vilkꜳre), v. a. (a—a), forsikkre, love at staae inde for. B. Stift.
vill (ii), adj. 1) vild, utæmmet (om Dyr); vildtvoxende (om Planter); sjeldnere: øde, udyrket eller uveisom (om Egne). G. N. villr. (Ang. vild). — 2) forvildet, vildfarende, som er i Vilderede. Sjelden, undtagen i Sammensætning som rꜳdvill, ættvill. (Jf. husvill). Heraf villa og vilt. Oftere om det som foraarsager Forvildelse; saaledes: Ein vill’e Veg, ɔ: en falsk eller gal Vei. Ut i ville Hav’e: ud paa det vilde Hav. — 3) ustyrlig af Munterhed, overgiven, kaad, vilter; især om Børn. Meget brugl. Jf. Villa og Villing. (Eenstydigt med kꜳt, kipen, skripen, galen, spræk). — 4) graadig, yderst begjærlig efter noget. Han æ so vill ette di. (N. Berg.). Andre Steder: han æ galen ette di. — 5) vred, hidsig, opbragt. Han vart vill’e fyre da. Sogn, Hard. og fl. Ellers: ill, galen, ful, sint.
Villa, f. 1) Vildfarelse, Forvildelse. (Sjelden). G. N. villa. — 2) Vilderede, Forvirring. Nhl. og fl. koma burt i Villꜳ: komme i Vilderede, blive forvirret. — 3) Vildskab, Kaadhed, ustyrlig Munterhed. Meget brugl. i Nordre Berg. — Jf. Kjæta, Kipna.
villa, v. a. (e—te), vildlede, forvilde, bedaare; ogsaa forvirre, forstyrre. Kr. Stift og fl. (G. N. villa). I Tell. ogsaa v. n. fare vild, tumle omkring. Ellers „villa seg“: forvilde sig. ville Syn’a: blende, forvende Ens Syn (s. kverva).
Villarkonn, n. Hexekorn; Noget som forvilder Ens Sind eller berøver ham Hukommelsen. Tell.
villast, v. n. (est, test), forvilde sig, gaae vild, komme ud af den rette Vei. Helg. Indr. og fl.
Villbust, f. enkelte lange Haar i Øienbrynene paa Dyr, især Heste. Sdm. (Villebuste, pl.).
Villdyr, n. vildt Dyr. Ligesaa Villgjeit, Villsvin, Villkatt og fl.
villere (bedre), s. vildre.
Villesykje, f. see Tullesott.
Villing, m. en overgiven, lystig Karl; en Vildmand. Ellers Villbasse, Villgast og fl.
Villkjøt, n. Udvæxt af fordærvet Kjød i et Saar; vildt Kjød. N. Berg.
Villmann, m. Vildmand.
Villskap, m. Vildskab, Overgivenhed. Mere alm. end Villa.
Villstig, m. Vildsti. koma paa Villstig: komme paa Vildspor; ogsaa forvilde sig. Hedder paa nogle Steder Villgras og Villstrꜳ.
Villvare, f. Skind eller Pelsværk af vilde Dyr (?).
Vilska, f. Vildhed; ogsaa Vilderede, Forvirring (= Villa). Tell.
vilt, adv. vildt, blindt hen, paa ukjendte Veie. gꜳ vilt: gaae vild, forvilde sig. fara vilt: fare vild, tage feil af Veien.
Vim (ii), n. Nykker, Særheder, underlige Paafund. N. Berg.
vima, v. n. (a—a), tumle, løbe blindt hen; ogsaa gjøre Narrestreger, bære sig underligt ad, have besynderlige Indfald. N. Berg. I Valders i lignende Betydning: veime. Jf. vꜳma, vimra, vingla.
vimen, adj. sær, underlig, fuld af besynderlige Indfald.
vimla, v. n. kløge, føle Kvalme, være nær ved at kaste op. Ørk. — Ligesaa vimlen, adj. plaget af Væmmelse.
vimra, v. n. (a—a), tumle afsted, vanke vild, løbe blindt hen. Shl. Sdm. og fl. (I Sdm. vimbre). Jf. vima.
Vimull (aab. i), m. Taabe, Daare, uforstandigt Menneske. Sdm. Oftere Vimol (aab. o). S. følg.
Vimur (ii), m. en Særling, et besynderligt Menneske. Tell. I Hard. hedder det Vemur.
Vin (aab. i), m. (Fl. Vine, r), Ven;
