stopla, v. a. opstable, oplægge.
Stoplesjø, m. Bølgegang, Skvulpen, paa et Sted hvor to Strømme mødes, eller hvor Vinden blæser imod Strømmen. Nhl. Oftere kaldet Stolpesjø.
Stoppa, f. et dybt Spor i Jorden, Hul efter en Fod; f. Ex. i Dynd eller paa frossen Jord. N. Berg. Ørk. og flere. Ogsaa kaldet Stupp (Tell.), Stuple (Ørk.). Jf. Staup.
stoppa, v. a. (a—a), 1) stoppe, standse, holde tilbage. Heraf Stopp, n. Standsning. — 2) bestride, skaffe sig Udkomme til en vis Udgift; formaae, holde ud med noget. Meget udbredt og maaskee alm.
Stoppar, s. Spennar.
stoppast, v. n. forslaae, strække til. Dæ kann inkje stoppast: der gaaer for meget ud, man kan ikke bestride det.
stoppeleg, adj. rimelig, billig, som man kan bestride eller holde ud med.
stor, adj. 1) stor. G. N. stórr. 2) voxen, som har sin fulde Størrelse. 3) betydelig, vigtig. 4) fornem, af høiere Stand eller Byrd. 5) stolt, indbildsk. „stor’e pꜳ seg“: stolt, storagtig. — Komparativ hedder større, og Superl. støst (for størst). En Dativform storꜳ (for storo) forekommer i Sdm. f. Ex. „Stort høve storꜳ“, ɔ: det store passer til det store. — I Sammensætning med Verber og afledede Adjektiver betyder det: meget, storlig; f. Ex. storskrika, storspringa, storeten.
Stor (oo), m. Lamhed eller Stivhed i Fødderne; en Sygdom, som undertiden angriber Køerne. Nhl. Synes egentlig at skulle hedde Stord (aab. o), da det i Sogn hedder Styra (aab. y), af Adj. styr (for styrd). I Nhl. hedder det ogsaa Storbrot, n. I Sdm. Krykle. Jf. Storgras.
Stor (aab. o), n. 1) Forraadnelse, Raaddenhed i Træ. Brugl. i Sogn. Jf. storna. — 2) et dødt Foster, en Unge som er kastet eller født i Utide. Sdm. I Sogn kaldet Skotning. (Hos Menneskene Homn).
stora (aab. o), v. n. (a—a), kaste Fosteret, føde et dødt og ufuldbaaret Foster; om Dyr. Sdm. Jf. skjota.
stora (aab. o), adj. raadden, forraadnet; om Ved og Træer. Sogn.
storꜳ, meget; s. storom.
Storbꜳt, m. Storbaad; især om Baade, som have mere end tre Aarepar.
Storbrot, s. Stor, m.
storbrynt, adj. som har store Øienbryn.
storbunden, adj. om Garn eller Vod, som have store Masker.
Stordreng, m. en voxen Tjenestekarl. Ligesaa Stortaus, om en Pige. I B. Stift hedder det Storedreng, ligesom Storefolk, Storegar, Storebꜳt og fl.
storekst, adj. som bærer store Ax.
storelt (ee), adj. om et Uveir, som kommer i store Byger (El).
stor-eten, adj. graadig, som æder meget.
Storfe, n. Storfæ, Hornkvæg. Undertiden ogsaa om voxne Kreature, ligesom Storukse, Storkviga, Storbukk.
storfelt, adj. dristig, som søger noget stort, slaaer stort paa; ogsaa stolt, storagtig. Et meget udbredt Ord.
storfengt, adj. n. som falder rigeligt, gaaer til i store Slumper. (Sjelden). Paa Helg. bruges storfingjele(ge), adv. rigelig, i det Store.
storfjella, adj. om et Landskab, som har store Fjelde.
Storfolk, n. fornemme Folk.
Storfugl, m. Benævnelse paa Tiurer og Aarfugle. Tell. Østerd.
storføtt, adj. som har store Fødder.
Storgar’, m. en Herregaard; Bosted for fornemme Folk. I Storegorꜳ (aab. o): i fornemme Folks Huse. N. Berg.
storgiven, adj. rundhaandet, som giver rigelig. Ogs. storgjæv. (Sjelden).
Storgras, n. Planten Beenbræk (Narthecium Ossifragum). Nhl. (Hører til Stor, m.).
storgrytt, adj. grov, som bestaaer af store Stykker; egentlig storstenet. Sdm.
storhendt, adj. som har store Hænder.
Storkar, m. en fornem Herre; spotviis om en stolt Person. I Sdm. ogsaa Storekjelle, f. en Dame.
storkjen (aab. o), adj. størknet, sammenløben. G. N. storkinn.
storkna (aab. o), v. n. størkne.
storkynd, adj. om en Slægt af store Folk med Hensyn til Væxt. Sdm. (sjelden). Modsat smaakynd.
storlꜳten, adj. storagtig. (Sjelden).
storlege, adv. storlig, høilig.
Storleikje, m. Storhed, Størrelse.
Storljugar, m. Erkeløgner.
storlægja, v. n. (læg, log), lee høit og skraalende, skoggerlee.
Storlæte, n. Stolthed, Hovmod. Tell.
Storm, m. Storm. — Derimod Storm, n. idelig Larm, Overhæng.
storma, v. n. (a—a), 1) storme, blæse haardt. 2) larme, true eller trygle idelig.
Stormann, m. Stormand. — Derimod:
