Skuld’a (Ophavsmand). Dæ var mi eigja Skuld. Dei fekk Skuld’a fyre dæ. — 3) Skyld, Grund, Hensyn. (Sv. skuld). Fyre henna Skuld: for hendes Skyld. Fyre Bonn’a si Skuld: for Børnenes Skyld. Fyre den Skuld: derfor, i den Henseende, hvad det angaaer. (Sv. före den skull). Ofte forbundet med et Subst. uden Tegn til Genitiv; f. Ex. fyre Moro Skuld.
skulda, v. a. (a—a), beskylde, lægge Skylden paa. Han skulda dei fyre dæ. G. N. skulda.
skuldbunden, adj. gjeldbunden.
skuldfri, adj. gjeldfri.
skuldlaus (skuldelaus’e), adj. 1) skyldfri, uskyldig. 2) gjeldfri.
Skuldmann, m. Skyldner, Debitor.
skuldug (skuldig’e), adj. 1) skyldig til noget, forbunden. 2) som har noget at betale, staaer i Gjeld.
Skule (uu), m. Skole; ogsaa en Skolelærer. Findes ogsaa i Formen Skole; især i Tr. Stift; ellers synes „Skule“ at være det almindeligste. Hertil skula, v. n. holde Skole; ogsaa v. a. oplære, undervise En i Skolekundskaber. (Berg. Stift). — Skulebonn, n. pl. Skolebørn. Skuleløn, f. Skolepenge. Skulemeister, m. Skoleholder.
skulka, v. n. liste sig, snige sig til noget. Søndre Berg.
skult (el. skuldt), adj. kvittet, klareret. No æ me skult: nu er vort Mellemværende opgjort (nemlig naar Enhver har faaet sit, og Ingen har mere at betale). Nordenfjelds. I Inderøen: skylt, hvilket ogsaa kunde forklares som „skyldt“, af det gamle skylda (ɔ: gjengjælde); jf. forskylde.
skulta, v. a. (a—a), opgjøre et Mellemværende, saaledes at Ingen skylder den Anden noget. Tr. Stift, Sdm. I Inderøen: skylte.
Skum (aab. u), n. Skum. Hertil Skumdott og Skumhatt, m. en liden Top af Skum. Skumrꜳnd, f. Stribe af Skum.
skum (aab. u), adj. mørk, dunkel; især om Luften; sjeldnere om Farve. Meget brugl. i de sydligste og nordligste Egne (Rbg. Tell. Shl. Tr. Stift og Helg.). I B. Stift tildeels: skym; ellers siges dim og myrk.
skuma (aab. u), v. n. (a—a), mørkne af Natten. Shl. og fl. Jf. skymra.
skumast (aab. u), v. n. skumme; afsætte Skum.
skumen, adj. skumagtig, løs, utæt. I Sdm. hedder det: skumfingjen.
Skuming, f. Mørkning, Tusmørke. Shl. Indr. (Jf. Skumt, Skymring). En anden Betydning forudsættes i Handskuming.
skumleitt, adj. mørkfarvet, som har en mørk Ansigtsfarve. Shl.
Skump, m. et Stød, Puf.
skumpa, v. a. og n. (a—a), støde, puffe, give et Tryk, især med Næverne eller Albuerne. Alm. og tildeels meget brugl. Dæ skumpa pꜳ alle Si’o: det støder paa alle Sider (f. Ex. i en stor Folkemasse). Han skumpa burt i meg: han puffede til mig, gav mig et Vink. — Jf. skuva.
Skumping, f. idelig Støden eller Puffen.
skumpla, v. n. skvulpe, rystes; om Vædske i et Kar. — Hertil Skumpla-rom, n. et tomt Rum, Skvulperum i et Kar som man skal bære. B. Stift.
Skumskot, n. Skumring, Mørkning om Aftenen. Bruges ved Trondhjem.
skumstøytt, adj. skummende vaad, bedækket overalt af Skum. N. Berg.
skumsveitt, adj. skummende af Sved.
Skumt, n. Aftenskumring. Hard. Voss. (Nogle Steder: Skunt).
skumta, v. n. 1) mørkne, skumre. 2) hvile lidt i Skumringen. (skumta seg). Hard. og Voss. Nogle Steder: skunta.
skumvoren, adj. noget mørk, dunkel.
skunda, v. a. (a—a), skynde, paaskynde. G. N. skunda. — skunde seg: skynde sig, haste. skunde pꜳ: paaskynde.
skunden og skundsam, adj. skyndsom, hastig. (Sjelden).
Skunding, f. Skynding, Hast.
Skur, n. et Skuur, aabent Huus. Nhl. Ellers Skot, Skjol, Skꜳle.
Skur, f. en Byge, Iling. Søndenfjelds; ogs. tildeels i Tr. Stift. (G. N. skúr).
Skur, m. 1. Spurv eller anden Fugl af de mindre Arter. Tell.
Skur, m. 2. det øverste Kornlag i Hesjerne. Sdm. (Jf. Skru, i Nhl.). Hertil Skurtrode, f. den øverste Stang i en Hesje.
Skur (aab. u), m. 1) Skjæren, det at man skjærer noget; ogsaa Snit, Maade at skjære paa. G. N. skurðr. — 2) Kornhøsten, det Arbeide at afskjære Kornet, og den Tid da dette Arbeide foregaaer. Alm. (Sv. skörd). — 3) Skaar, Stedet hvor noget er skaaret; ogsaa et afskaaret Stykke, Stump, Afsnit. D’æ kvitt i Skur’a: det er hvidt i Skaaret. Poteteskur: skaarne Poteter til at plante. — I Sammensætning ofte: Skura; saaledes: Skuradag, m. en Dag til at afskjære Korn. Skurafolk, n. Folk
