og Sdm.: rꜳde. Imperf. overalt: rꜳdde (G. N. réð.). — 2) raade, styre, have Magt eller Raadighed. rꜳ fyre: raade over. rꜳ’ seg: raade sig selv, være fri eller uafhængig af andre. rꜳ mæ: formaae noget med. (Sjelden). „rꜳ mæ seg“: sandse sig, komme sig efter en Afmagt eller Besvimelse. Hedder i Sdm. „rꜳ vid se“ (som om det skulde være et andet Ord). Ellers: rekkjes mæ sæg (Indr.), raknas mæ se (Ørk.). — 3) i Talemaaden: „rꜳ te“, og „rꜳ seg te“, ɔ: sætte sig istand, forsyne sig med eller forskaffe sig noget. Meget brugl. i de nordlige Egne (Helg. Namd. Indr. og fl.). rꜳ seg te mæ Klæe: anskaffe sig et Forraad af Klæder. Undertiden ogsaa om at gjøre sig færdig; f. Ex. til en Reise. (G. N. ráðast til).
rꜳdeleg, adj. tilraadelig. Nogle St. rꜳle’. Et andet „rꜳle“ (ɔ: sagte, langsomt) bruges i Ørkd.
rꜳden (rꜳen), adj. stedt, kommen i en vis Stilling. Tr. Stift. „ille rꜳen“: ilde stedt. „ille rꜳe“: daarligt, ikke rigtigt indrettet. (G. N. rádinn, bestemt).
Rꜳderom, n. Raaderum, Leilighed.
rꜳdføra (seg), raadføre sig.
rꜳdlaus, adj. raadvild, forlegen; ogsaa: ubehjælpsom, forsagt, som bliver raadvild ved en liden Vanskelighed. I Sdm. rꜳdalause’e. (Isl. ráðalaus).
rꜳdleggja, v. n. raadslaae, oplægge Raad. Heraf Rꜳdleggjing, f.
Rꜳdløysa, f. Raadvildhed; ogsaa Ubehjælpsomhed, Mangel paa Mod og Aandsnærværelse. Nogle St. Rꜳaløyse; i Sdm. Rꜳdaløyse.
rꜳ(d)rikjen, adj. bydende, herskesyg. (G. N. råðríkr). Ogsaa egenmægtig, som tiltager sig det meste og bedste, uden at skjøtte om andre. Nordre Berg.
Rꜳdrøgje, n. et Læs raat Hø; ogsaa et dovent Menneske. Sdm.
Rꜳdsdreng, m. Avlskarl; Forstander for Arbeidsfolket paa en Gaard. Brugl. ved Trondhjem. Ellers Husbondsdreng.
Rꜳdsherre, m. Medlem af et Raad; undertiden Formand, Bestyrer.
Rꜳdskꜳna, f. Forstanderske, Huusholderske. Trondhj.
Rꜳdsmann, m. Forstander, Bestyrer; ogsaa Raadgiver.
Rꜳdsmor, f. egentlig Forstanderske; spotviis om et herskesygt Qvindfolk. Nordre Berg.
Rꜳdsstova (aab. o), f. Raadstue, Raadhuus. (Ud. Rꜳsstova, Rꜳsstua).
rꜳdug (rꜳdig’e), adj. raadig, som har Magt til noget; ogsaa nem til at finde Raad. Hertil seinrꜳdug, snarrꜳdug.
rꜳdvill, adj. raadvild, forlegen.
rꜳdvis (ii), adj. klog, nem til at finde Raad eller Midler. (Sjelden).
Rꜳe, m. Raahed, Fugtighed; f. Ex. i Jorden. B. Stift. (G. N. hrái). Ellers kaldet Rꜳkje (Ørk.), Rꜳskje (Hard.), Rꜳme (Sogn). — Et andet Raae er en Udtaleform af Rode.
Rꜳfangl, n. raat eller nyhugget Tømmer. Gbr. og fl.
Rꜳgn, s. Rogn.
Rꜳhøy, n. Hø som ikke er tørret.
Rꜳjarn, n. uhamret Jern; Rujern.
Rꜳk, n. 1) et Træf, det at noget rammer. Sjelden; s. rꜳka. — 2) Rift, Aabning, et Punkt som man kan begynde fra, naar noget skal rives i Stykker. Nhl. (Jf. Rov). — 3) et Hul i Isen paa en Indsø. Tell. og fl. (Sv. vråk, f.). Ellers kaldet Vok.
Rꜳk, f. 1) Gangsti, Vei for Kvæget i Udmarken. Søndre Berg. Gbr. Ørk. og fl. Ellers kaldet: Rekkja, Rekstr, Rꜳst og Rꜳs. Jf. Verbet rekkja. — 2) Spor, Fjed; f. Ex. efter et Dyr i Sneen eller i en Myr; ogsaa en Rad af noget som er spildt eller nedfaldet. Inderøen. Dæ synte Rꜳkj’a ett’an. (Isl. rák, Stribe). — 3) Hø, som ligger udspredt for at tørres. (Høyrꜳk). Indr. Maaskee af en anden Oprindelse.
rꜳka, v. a. (a—a), træffe, ramme noget som man sigter til; ogsaa træffe sammen med, finde, støde paa. Mest brugl. i Hall. Vald. Gbr.; ellers ogsaa i B. Stift, Helg. og flere. (Sv. råka).
rꜳkast, v. n. 1. træffe sammen, møde hinanden. B. Stift.
rꜳkast, v. n. 2. blive fugtig eller vaad, afsætte Vædske. (Af Rꜳkje). Sjelden.
rꜳkꜳ, s. raka og reka.
Rꜳking, f. Træf, Sammentræf.
Rꜳkje, m. 1) Fugtighed, Raahed; især i Jorden (= Rꜳe). Ørk. — 2) Vædske i Munden, Sagl, Spyt. Mere alm. G. N. hráki. Heraf rækja.
rꜳla, v. n. famle, gramse med Hænderne. rꜳl’ ihop: skrabe sammen. Ørk. — Heraf Rꜳling, f.
rꜳle(ge), adv. sagte, langsomt. Ørk. kjøre rꜳle: kjøre sagte. gange rꜳle: gaae langsomt (= i Makje).
Rꜳleikje, m. en vis Grad af Fugtighed eller Raahed.
Rꜳlyse, n. ukogt Tran; Fedt som flyder af Fiskeleveren.
Rꜳm, n. Træf, Leilighed; ogsaa Tilfælde, Lykketræf. B. og Kr. Stift. Eit godt
