Mannskap te da: han havde ikke Mod dertil, han var for meget frygtsom eller undseelig. — 2) Duelighed, Kræfter til at udrette noget. Mere brugeligt søndenfjelds. (Jf. Manndom). I Hall. skal det ogsaa betegne Formue eller Rigdom. — 3) Mandskab, Folk, Arbeidsfolk.
Mannskræma, f. Folkeskræmsel; en Person eller Ting, som Folk ere bange for. Tr. Stift.
Mannslag, n. Mands Væsen, Manerer som passe for en Mand.
mannsleg, adj. mandig, dygtig; eller ogsaa: som har et mandigt Væsen, seer ud som en Mand. Kr. Stift og fl.
Manns-lut (aab. u), m. Mandslod, Part som tilfalder enhver Deeltager, f. Ex. i en Fiskefangst.
mannsterk, adj. mandstærk (= mangment).
mannstygg, adj. menneskesky, uskikket til Selskab. Søndre Berg.
Mannsverk, n. Daad, Bedrift.
Manntal, n. Mandtal; mandskabstegning; ogsaa Folkemængde.
Manntamd, adj. om Dyr: tam, vant til Menneskene; — om Mennesker: erfaren, vant til Omgang med Folk. Søndre Berg.
Manntekkje, n. Gunst, Yndest, det at En er afholdt; ogsaa et tækkeligt Væsen i Omgang med Folk. Tell. og fl. I Søndre Berg. hedder det Manntokka, og Mannatokka, f.
Manntokka, s. Manntekkje.
Manntyne, n. Mandskade. (Sjelden). Ogsaa noget som er til Skam eller Lyde for en Mand.
mannvand, adj. kræsen i at vælge Folk eller Meddeeltagere. Sjelden.
Mannvase, m. en Kreds eller Klynge af Mennesker, en Folkehob. Helg.
mannvond, adj. om Dyr: mandolm, bidsk, arrig mod Menneskene. Rbg.
Mann-yl (aab. y), m. Damp, Uddunstning af mange Mennesker i et Værelse. Hard.
Mannæta, f. Meduse, et Slags Bløddyr i Søen (= Gople, Klysa). I Søndre Berg. og Kr. Stift bruges det som Navn for den hele Slægt; men i Sdm. kun om en enkelt Art, som udmærker sig ved en lang Dusk i Midten (Medusa capillata), medens derimod Slægten kaldes Gople. Navnet er maaskee noget forvansket (ligesom Mannlauk); det synes at kunne forklares som Marneta (Havnælde) af Roden Net i Netla (Jf. Brennenot), ligesom Tydsk Meernessel, og Eng. seanettle.
Mansle, see mannsleg.
Mantel, el. Mantile, n. en smal Hylde paa Siden af en Skorsteen eller rundt omkring Skorsteensmuren. Berg. Stift. Skal egentlig betyde Kappe, Skorsteenskappe.
Mar, i Betydningen: Hav, Sø, — forekommer i flere sammensatte Ord, som Marbakkje, Marflo, Marlauk, Marmæle, Marulk. — G. N. marr (et af Søens Navne i Edda).
Mara, f. 1. Mare, Mareridning i Søv. Hedder i Tell. Muru. (Isl. mara).
Mara (Mar’), f. 2. et Stillads paa Strandbredden, brugeligt ved Laxefiskerie. Tr. Stift. (I B. Stift: Gilja). Jf. Mær.
Mara, en Sammensætningsform af Mær (ɔ: Hoppe); f. Ex. Marafyl, n. Hoppeføl. Maramjelk, f. Hoppemælk. Marastall, m. Stald til en Hoppe. B. Stift.
mara, v. n. (a—a), om Heste; springe med Hopperne. Ellers: sværme om, gjøre Støi og Spektakler; ogsaa yppe Klammerie. Tell. „Ein Marekatt“: en urolig Krop, En som ypper Støi eller Klammerie.
Maraflagar, m. en Hesteflaaer. Indre-Sogn (hvor denne Bestilling har været anseet som foragtelig og vanærende). Jf. Mær. — Ordet er mærkeligt derved at det forudsætter en ældre og fuldkomnere Form af Verbet flꜳ.
Marald, m. Havbakke; s. Marbakkje.
Maralm (for Marhalm), m. lange Søvæxter; især; 1) Strenge-Tang (Scytosiphon). Jf. Tyss. (Isl. marþráðr). 2) Havbændel (Zostera); ellers kaldet Marlauk, Sjøgras, Ꜳlegras. B. Stift. (Isl. marhálmr).
Mara-ungje, m. en liden Hoppe, et Hoppeføl. See Mær.
Marbakk-fjera, f. meget stor Ebbe, som sædvanlig indtræffer i Marts Maaned. Helg. Jf. Gjøfjøra.
Marbakkje, m. en Bakke eller stærkere Skraaning, som sædvanlig strækker sig langs med Strandbredderne strax nedenfor Ebbemaalet. Nordenfjelds og i Nordre Berg. I Sdm. hedder det Maribakkje, og ellers: Maralden (Shl. Strandebarm), Mareldebrot’e (i Hard.), Mylderbakkjen (Shl.). En lignende Bakke, som forekommer i Færskvandene, kaldes i Tell. og Buskerud: Mærrein eller Mæreina, f. — G. N. marbakki (Dipl. 1, 84) og marreinsbakki (Lovene, I, 46. 69. 89).
Mardyna, f. Dynd, Mudder paa Strand-
