opstaae, komme i Bevægelse. „Dꜳ kann du tru han limna“, ɔ: da maa du troe, han kom i en Bevægelse. limna uppatte: komme til Liv igjen, komme sig efter en Dvale eller Skindød.
Livnad (aab. i), m. Levnet, Levemaade. (Mest alm. Limna). G. N. lifnaðr; Sv. lefnad. — Ogsaa: Larm, Tummel, Urolighed. Dæ va slik ein Limna mæ dei: de holdt saadant et Spektakel.
Livr (aab. i), f. (Fl. Livra, r), Lever. Udtales ogsaa Lev’er, og i Tr. Stift: Læver. G. N. lifr.
livra, adj. beskaffen med Hensyn til Lever; om Fisk. mykje livra: som har meget Lever. lite livra: som har liden Lever.
Livrehogg, n. Miltesting; Smerter i Siderne, som især fornemmes efter en stærk Løben. Tell.
Livre-jo, et Navn paa Kiven (Sortmaagen). Helg. Sdm. og fl. (Maaskee egentlig Livregjod). S. Kive og Jo.
Livrekurv, m. Leverpølse. (I Form af Klumper eller Boller hedder den Livreball, el. Livrekumla).
livrædd, adj. bange for Livsfare. Mest i Spøg om en utidig Frygt.
livskræmd, adj. forskrækket indtil Dødsfrygt.
Livstak, n. et afgjørende Tag eller Greb; et Foretagende hvorpaa meget beroer.
Livsti(d), f. Livstid.
Livsykja, f. Mavesyge, Bugløb, Diarrhee. Hedder ogsaa Livstrok (aab. o), n. Sogn og fl. St.
Livverk, m. Smerte i Maven eller Underlivet.
Ljꜳ, m. Lee, Hø-Lee. I det Søndenfjeldske hedder det paa flere Steder: Jꜳ, da nemlig l bortfalder foran j, ligesom i de følgende Ord. I Nordre Trondhjems Amt hedder det: Lø, f. — I Sætersdalen: Ljaar, og i den bestemte Form: Ljꜳ’ren. (G. N. ljár).
Ljꜳbakkje, m. Bagen eller Ryggen paa en Lee; modsat Eggen.
Ljꜳfot, s. Ljofot. Ljꜳre, s. Ljore.
Ljꜳspik, f. en smal og udbrugt Lee. Nordre Berg. I Ørk. Jꜳspik.
Ljꜳssemne, n. Jern og Staal til en Lee. Nogle St. Ljꜳemne.
Ljꜳssorv, n. Skaft paa en Lee.
ljett, = lett. (Inderøen).
Ljo, f. et Dækken (= Ljofot). Hard. (hvor man ogsaa skal have Verbet: ljo, at lægge Dækken paa).
ljoa, s. ljoda.
Ljo(d), m. Lyd; især om stærk eller høi Lyd (jf. Læta). Har forskjellig Form nemlig: Ljo (Søndre Berg. og fl.), Ljød, aab. ø (Nfj. Sdm.), Ljø (Tr. Stift), og ellers Jo og Jø. (G. N. hljóð, n.). Betyder ogsaa en Lytten eller Høren, i Talemaaden: „giva Ljo“, ɔ: høre, lytte, tie stille for at En kan blive hørt.
ljo(d)a, v. n. (a—a), give Lyd (især stærk Lyd). Forskjellig Form: ljoa, ljøde (aab. ø), ljø, joe, jøe.
Ljo(d)alag, n. Lyd med Hensyn til Art eller Beskaffenhed. Eit rart Ljoalag: en besynderlig Lyd. Nhl. og fl.
Ljodhol, n. Lydhul, f. Ex. paa en Tromme.
Ljofot (Ljofꜳt), f. et tykt Dækken som lægges under en Kløvsadel, eller under selve Kløven. Hard. Shl. Hedder ellers: Ljꜳfot (aab. o), og Ljꜳføt (Vald.), Jꜳfot (Gbr.), Lifot (Voss), Lefot (Shl.), Ljo (Hard.). Oprindelsen er uvis; Formen Lifot kunde vel forklares som Liv-fot (beskyttende Klædning), og Lefot som Lidfot (Sideklædning); men de andre Former synes at hentyde paa en anden Herkomst.
Ljom (oo), m. Bulder, Larm, en dump og brusende Lyd; ogsaa Gjenlyd, Drøn, f. Ex. fra et Fjeld. Shl. og fl. Ellers Ljøm, aab. ø (Sogn, Hall.), og Jom (Gbr.). G. N. hljómr. Andre St. bruges „Glym“ i samme Betydning.
ljoma, v. n. (a—a), buldre, dundre, give en huul og stærk Lyd. Hedder: ljoma (Shl. Hard.), ljøma (Sogn), jome (Gbr.). G. N. hljóma.
Ljon (oo), n. 1. Lyn, Lynild. Shl. — Ellers: Ljun (Helg.), Lun (Indr.), Juneld (jæd.), Lygneld (Tell.). Forøvrigt hedder det: Elding (Nordenfjelds), Lukting (Sogn), Lysing (Nhl.), Byrting (Hard. Shl.), Vedeljøs (Sdm.), Veleik (Jæd.), Toreskimt (Valders).
Ljon, n. 2. en Afmagt, et pludseligt Anfald af Mathed og Beklemmelse. Nhl. — Eit Hoveljon: Anfald af Svimmel.
ljona, v. n. 2. (a—a), lyne. Shl. (sjelden). Ellers: ljuna (Helg.), lygne (Tell.).
ljona, v. n. 2. blive svimmel og afmægtig. Nhl. (s. Ljon, 2).
ljona, v. n. 3. huje, skraale. Shl. (sjelden).
Ljoneld, m. Lynild. S. Ljon, 1.
ljora, lysne, klare op; s. ljøra.
Ljore, m. Lufthul i Taget paa Røgstuerne; en Luge eller Aabening til Afløb for Røgen. Søndre Berg. Hedder ellers ogsaa: Ljꜳre (Shl.) og Ljøre, aab. ø (Nordre Berg. Sdm. Helg. Tr. Stift). G. N. ljóri.
