position (at det). Adskilles fra Infinitivpartikelen: ꜳ. (G. N. at).
atjan (Talord), s. attan.
atmæ, atpꜳ o. s. v., see under att.
atra, s. attra
att, adv. 1) tilbage (til et bagud beliggende Punkt), f. Ex. att i Bꜳten, att um Ryggjen. G. N. aftr. 2) bag (paa et bagud beliggende Punkt), f. Ex. att i Bꜳt’a (i den bageste Deel af Baaden). I sidste Tilfælde hedder det paa enkelte Steder: atte (i Lighed med: framme, inne, ute). — att ꜳ fram: frem og tilbage. att ꜳ upp: bagud i opstigende Retning. att ꜳ ned: bagud i nedgaaende Retning. att ꜳ Bak: bagover, med Ryggen mod Jorden. Tr. Stift, Gbr. Sdm. og fl. (ꜳ betyder her: paa, ikke og). I lignende Betydn. siges: att ꜳ vik (i Sdm.), og: att ꜳ Ende (Nordre Berg.); det sidste dog kun om et Fald. — I Sammensætning med andre Partikler er Betydningen af att ofte dunkel og gaaer mest ud paa en Tilnærmelse eller Tilslutning.
atta (i Hard. og Voss: attan), bagfra, eller bagved. (G. N. aftan). Bruges kun i Sammensætning; saaledes: attaette: bagfra (Nordre Berg.). attafyre: bag ved, paa Bagsiden. (I Hard. og Voss: attanfy’). attapꜳ (attanuppꜳ): bagved, bagpaa. attatil (attante): 1) bag til, i den bageste Deel; 2) bag fra, fremover. (I nordre Berg. og fl. hedder det: atta-ette; i Rbg. attan-at).
attalege (attale), adv. noget tilbage, langt bagud. Dæ lꜳg so attale. (G. N. aftarla, aftarlega).
attan (Talord), atten, 18. Meget forskjellig Form; saaledes: atjan (Hard. sjelden), akjan (Sogn, Voss, Hard.), akjꜳn (Shl. Jæd.), akjen (Sfj.), ꜳkja (Sæt. Vald.), aukjꜳ (Nhl.), attan (Lister o. fl.), atten (mange St.). — Gam. N. atjan (átján). Jf. nittan.
attare (i Ørkd. ætt’er), adj. bagere.
attaste (ættest), bageste, længst bagud beliggende.
att-ꜳt (i Tell. att-at), præp. 1) nær til, tæt henimod. attꜳt Veggjen: tæt til Væggen. attꜳt ei femti Ꜳr: henimod 50 Aar. 2) til (om at nyde eller bruge noget ved Siden af et andet), f. Ex. drikka Øl attꜳt Maten (til Maden).
atte (att, att’e, for att’er), adv. igjen, tilbage. (Isl. aftr. Sv. åter). I Særdeleshed: 1) tilbage, efter (om en Forbliven). vera atte, standa, sitja, leggja, gløyma atte. 2) tilbage til sin forrige Stilling. koma atte, venda, taka, giva, faa atte. 3) paa ny, atter. finna, høyra, kjenna atte. 4) til (om en Lukkelse eller Dækning). lata atte (lukke til), slꜳ, driva, frjosa atte o. s. v.
Attebera (aab. e), f. Bagstrøm, tilbagegaaende Strøm ved Strandbredderne i en Fjord. Nhl. (I Sdm. Atterenne).
Attedrepa (aab. e), s. Attekast.
attedriven, og attefokjen, adj. om en Vei: tilføgen, fulddreven af Snee.
attefrosen, tilfrossen, iislagt.
attefunnen, igjen funden.
attegꜳdd’, adj. a) om Eng og Ager: overgroet med Ukrud eller Krat; b) om Mennesker: forfalden til Uorden eller Ureenlighed. Nordre Berg. Sdm. Helg.
attegift, gift paa ny (anden Gang). Hedder paa mange Steder: uppatte gift.
Attegløyma, f. En som er forglemt; en aldrende Pige, som ikke kan vente Beilere. Søndre Berg. og fl. — attegløymd, efterglemt.
Attegny, n. idelig Gjentagelse af noget eller Mindelse derom; Noget som man ikke kan glemme eller afholde sig fra. Sdm.
atte-grodd, adj. tilgroet; lægt, heel igjen.
atte-grytt (yy), tilkastet med Steen. Gbr. Sdm. Jf. gryta.
Attehald, n. Afhold; Maadehold.
Attekast, n. Tilbagekast; Vindens Tilbagestød fra en Klippe. I Hard. Attedreppa, f.
Attekjøyr, m. Tilbagedriven; et Kortspil hvori den Udspillende selv maa stikke sit Kort, efterat det er stukket af Modparten. Ogsaa: Attestikkar, m. B. Stift.
Attekoma, f. Tilbagekomst. (Sjelden). atte-komen, tilbagekommen.
atte-lagd’, adj. 1) efterlagt paa et Sted. 2) tildækket, skjult. 3) om Ager: udlagt til Eng.
Attelega (aab. e), f. Ager som er udlagt til Eng, Hvileland. Nordre Berg. Helg. (= Ækra).
Attelit (aab. i), n. Bekymring, Uro i Sinden; saaledes: a) Frygt for et paakommende Uheld; ogsaa: Omsorg, Omhu for En; b) Sorg, Anger; c) Savn, Længsel. Berg. Stift, Ndm. og fl. I Sogn: Atteleit. Jf. Ank, Ihug, Hugverk.
attelita, v. n. (med paa), være bekymret, ængstes, frygte; ellers: sørge, angre; ogs. føle Savn. B. Stift, Helg.
