digt. kjeppast mæ ein Ting. Sogn, Nhl. ogsaa Tr. Stift.
kjeppen, adj. 1) kappelysten; ogsaa flittig, stræbsom. 2) stolt, trodsig, som ikke vil give efter. Sogn. Heraf Kjepna, f. Kappelyst; ogsaa Stivhed, Trodsighed. Sogn. (Isl. keppni).
Kjer (aab. e), n. Kar. (G. N. ker). 1) Kop, Skaal, et lidet Kar i Almindelighed. Nhl. Mere alm. i Auskjer. Jf. Kjerald, Bidne, Kopp. — 2) et stort Kar, Bryggerkar. Shl. Kr. Stift og Oplandene. (Udtales mest almindl. som Kjær). Ellers Kar og Saa. — 3) Brokar, Muur under en Bro. (Udtales oftest Kjær og Kjærr). I Lighed hermed siges „Laksekjær“, om de Opdæmninger hvori Laxeteinerne udsættes.
Kjerald (aab. e), n. et Kar. Hedder sædvanlig Kjærald, og nogle Steder Kjørøld, Kjøreld, Kjørel (aab. ø), hvilket egentlig grunder sig paa Fleertallet, som skulde hedde Kjerold. (I Nordre Berg. hedder Eental Kjærald, Fleertal Kjørøld). G. N. kerald; Sv. kärl. — Bruges som Fællesnavn for allehaande Redskaber, hvori noget gjæmmes; dog især om Trækar, saasom Kasser, Tønder, Bøtter, Æsker, Fade o. s. v. (I Sogn kun om store Kar, da de smaa hedde Bidne). Mangler paa enkelte Steder i det Søndenfjeldske, men er ellers ganske almindeligt.
Kjering (aab. e), f. (Fl. Kjeringa, r), 1) en Kone (i Almindelighed). Søndenfjelds (hvor det ofte træder istedetfor Kona el. Kꜳna). I Fjeldbygderne udtales det deelt Kjering (aab. e), deels Kjæring. — 2) Kjærling, gammelt eller noget aldrende Kvindfolk. Alm. men udtales paa de fleste Steder: Kjæring. I Rbg. ogsaa: Kjelling, og i Sæt. Kjedding. (G. N. kerling og kelling; Sv. käring). — I Formen er Kjering sideordnet med Kar, ligesom Kjella med Kall; men i betydningen sideordnes Kjering med Kall, og Kjella med Kar.
Kjeringebrot, n. Kjærling. I Spøg eller ogsaa med Ringeagt; ligesom Kallebrot, Sveinkallbrot og fl.
Kjeringeknut, m. kaldes paa nogle Steder en Knude som ikke er rigtig knyttet og derfor let opløses.
Kjeringeløysa, Mangel af Kone eller Huusmoder (ligesom Kꜳneløysa).
Kjeringerokk, m. Planten „Padderok“ (Eqvisetum). B. Stift.
kjeringsleg, adj. kjærlingagtigt. Nhl. Tell.
Kjeringøyra, et Slags store Muslinger (= Øyreskjæl). Vel egentlig Trollkjeringøyra.
kjerjen, adj. hinderlig, som er i Veien. D’æ so trꜳngt ꜳ kjerje (om et Sted, hvor der er meget i Veien). Sdm. Maaskee kjergjen.
Kjerr (Kjærr), f. Krat, Buskads, smaa Buskvæxter; s. Kjørr.
Kjerr, n. Sump, Myr (Mandal). Isl. ker. Ellers et Brokar, s. Kjer.
Kjerra, f. Karre, en liden Vogn. (G. N. kerra).
Kjerre, m. en liden Skov, Lund; især af smaa Træer. (Olderkjerre, Isterkjerre). Helg. og Nordre Trondhjems Amt. Jf. Rust, Holt.
kjert-bein, adj. aldeles rank eller lige; om Træer. Sdm. (udt. kjært). Man siger ogsaa „bein’ som eit Kjærteljøs“. (Jf. Isl. kertr, rank, opreist).
Kjerteljos, (el. ljøs), n. Talglys, støbt Lys. B. Stift.
Kjerterak, n. Væger til Lys. (Sjeldnere). Det enkelte Ord Kjerte bruges ikke. (G. N. kerti, n. Lys). Jf. Isl. kertaljós.
kjerva, v. a. (a—a), binde i Knipper.
Kjerve (aab. e), n. Knippe, Bundt, især af Løvkviste (Lauvkjerve). B. og Tr. Stift, Tellem. og fl. Nogle Steder: Kjørve og Kjerv. (Isl. kerfi).
Kjesa, f. et Navn paa Dverg-Birken. Shl. Jf. Bjørkepors.
Kjessa, f. Kurv, Fiskekurv. (Sogn). Jf. Kipa, Kass. Ogsaa en Vidiekurv i Kløvsadelen. Voss.
kjest, el. kjist! Udraabsord til Katte, naar man truer eller skræmmer dem.
kjeta, s. kita. — kjetall, s. kitlug.
Kjete, el. Kjæta, f. en Meise (Fugl). Indr. Ellers Kjøtmøys.
Kjetel (aab. e), m. en Kjedel. Tellem. hvor Fleertal hedder Kaslar (for Katlar). I Sætersdalen hedder det ogsaa i Eental: Kasle; i de øvrige Distrikter: Kjel, med lukt e (mest almind.), Kjeil (Sdm.), Kjil (Helg.). G. N. ketill, pl. katlar. Sammensætningsformen Katle forekommer i Ordet Katlebotar. Ellers: Kjels (ee), f. Ex. Kjelsbeit, f. Randen eller Bredden paa en Kjedel. Kjelsbotn, m. Kjedelbund. Jf. Kjelost.
kjetla, v. n. om Katte: føde, faae Unger. Hedder ellers: kjisle (Ag. Stift), kjøtle, el. kjølsje (Nordre Berg.).
Kjetling, m. en Katteunge, Killing. Søndre Berg. (Isl. ketlingr).
Kjetta, f. en Hunkat. Meget udbredt.
