Hope-eign, f. Sameie, at man eier noget i Fællesskab med andre.
Hopefiskje, n. fælles Fiskerie.
Hopehandel, m. Handel i Fællesskab.
Hopehavande, n. Mellemværende, hvad man har at afgjøre med En.
Hopemark, f. Mark eller Skov som eies af Flere i Fællesskab; uskiftet Mark. De Ord som begynde med hope, ere mest brugelige vestenfjelds; derimod har man søndenfjelds: Sambeite, Sameige og flere.
hopgꜳngoll, adj. indsvindende, som trækker sig sammen og bliver efterhaanden smalere. Ørk.
Hopp, m. 1) en Frø (= Frosk, Lappe). Namd. 2) Græshoppe. Oftere Grashopp. 3) et Spøgelse eller Skovtrold med kun een Fod. Sdm. (Herrøe).
Hopp, n. et Hop. Søndenfjelds det samme som Buks (ɔ: Spring). Et andet Hopp findes i Talemaaden „pꜳ Hopp ꜳ Glopp“, ɔ: paa Nippet, saa nær som et hængende Haar. Sdm. (Jf. Glopp, og G. N. happ, Lykke).
hoppa, v. n. (a—a), hoppe; a) løbe paa een Fod. B. Stift. b) springe, gjøre et Spring, f. Ex. over en Bæk. Kr. og Ag. Stift. (I Berg. Stift hedder det byksa).
Hor (oo), n. Hor. Næsten blot i Forbindelsen „Hor ꜳ Mor(d)“. — hora, v. n. (a—a), hore. Hora, f. Hore; undertiden om Damen i Kortspil. Jf. Hꜳrkall.
Hor (aab. o), m. (for Hord), Indbygger af Nordhordlehn eller Søndhordlehn. Bruges paa Voss, ligesom ogsaa: Horaland’e, fordum Hordaland.
hor, adv. hvor, hvorledes; hvorhelst. Rbg. Tell. og fl. See kor og kvar.
Horg, f. 1. Flok, Hob, Mængde. Mest om Dyr, dog ogsaa om Mennesker. Heile Horgj’a: det hele Slæng. Berg. Stift. I Helg. Horv og Harv. Jf. Yrja, Brote, Elde.
Horg, f. 2. et Fjeld, en jævn eller rundagtig Bjergtop. Voss. (Isl. hörga).
horje (el. horgje), adj. n. smaat, ubetydeligt. Inderøen.
Hork, f. Baand hvormed noget sammensnøres eller indknibes. Buskerud; see herka. I Nordre Berg. siges „ei gamalle Hork“, om en gammel rynket Kjerling.
Horpa, f. en Harpe, Mundharpe. Sydlige Distr. Ellers Harpa.
Horr, m. 1. et Slags Fisk; s. Harr.
Horr, m. 2. Hør, Liin, som ikke er tilberedet. Tell. G. N. hörr.
Hors, og Horsa, f. en Hoppe. Nordre Berg. (I Sogn og Shl. Horsa). Lidet brugeligt, da det almindelige Navn er Mær; jf. Rossa (G. N. hross; Ang. hors). I Sdm. foragteligt om løsagtige Kvindfolk. „Ei gala Hors“, ogsaa „eit Hors“.
horsa, v. n. springe med Hopperne; om en Hingst. Ogsaa: føite omkring, gaae paa letfærdige Æventyr.
horse, hvorledes; s. hoss.
HOrsefyl (aab. y), n. Hoppeføl. Nordre Berg.
Horv, f. en Harv. Paa Voss forekommer Formen Jørv. Horvadrag, n. Striber eller Furer efter Harven. Horvatind, m. Harvetand. Et andet Horv, f. see Horg.
Horv, n. Passelighed, Orden, Maadehold. Da va inkje Horv mæ da. Søndre Berg.
horva, v. n. (e—de), 1) passe, være bekvemt. Søndre Berg. Jæd. Rbg. Tell. Dæ horve te: det gaaer an. — 2) lede til noget, bære hen. Voss, Nhl. D’æ vandt ꜳ vita kort da horve (hvorhen det vil føre). G. N. horfa, vende til.
horva, v. a. (a—a), harve (en Ager). Heraf Horving, f. Harvning.
Horveld, s. Orveld.
horveleg, adj. passende, bekvem. Kr. Stift, Hard. Nhl. (Modsat uhorveleg). Ogsaa dygtig, fuldkommen. Shl.
horven, adj. passende. Hard.
Hosa, (aab. o), f. Hose, Strømpe. Bruges i de fleste Egne afvexlende med Sokk, saa at begge deels ere eenstydige, deels lidt forskjellige. Paa nogle Steder bruges Hose kun om Mandfolks Strømper (Sdm. Gbr. Ørk.). Hedder i Gbr. og Ørk. Hoso (oo). G. N. hosa.
Hoseband, n. Strømpebaand. I Hosehandstad: tæt nedenfor Knæet.
Hoselest, m. Strømpefod. — hoselesta, adv. med bare Strømper, uden Sko. I Ørk. hosolestom; i Sdm. hoselestꜳ.
hosen (aab. o), adj. løs, svampagtig, porøs (om Læder og Tøi). Sdm. Gbr.
hoska, v. n. tale et affekteret, fornemtladende Sprog (= knota). Valders. Vel egentlig smykke, af det gamle hoskr, el. horskr.
Hoskꜳlreia, s. Oskerei..
hoss, adv. hvorledes. Rbg. Tell. Buskerud. Ogsaa: hosse, hossen, hossdan og hossleis. Ellers: korleis, korso, koss (G. N. hversu, hvorsu).
Host, f. s. Hast. — Host, m. s. Haust.
Hosta (oo), v. n. (a—a), hoste.
