være udført til en vis Tid. Tell. og fl. Ellers: Ꜳlag, Lagje, Lagyrkje.
Fyremann, m. Formand; Anfører.
Fyremun (Føremon), m. Forspring, et Stykke forud; ogsaa Fortrin, Fordeel fremfor andre. Alm.
Fyreor (Føror), n. pl. Forord; foreløbig Erindring eller Betingelse.
Fyrerꜳm, n. Forspring, Leilighed til at træffe noget før end en anden. Sdm. D’æ godt te ha Fyrerꜳm’e.
fyre roke, efter Rad; s. Roke.
Fyreruna (Førerona), pl. m. (?) Forvarsler for en Hændelse. Ørk.
fyresett, adj. foresat; overdraget.
Fyrespel, n. Forspil.
Fyrestandar, m. Forstander; Forstanderske.
Fyretankje (og -tꜳnkje), m. Betænksomhed, det at man overveier en Sag forud og betænker hvad der kan indtræffe.
fyretenkt’., adj. betænksom, som overveier Sagen forud.
Fyretole (aab. o), f. Raad, Formaninger; Overtalelse. Han tok inkje Fyretole: han lod sig ikke overtale. B. Stift.
Fyretvart (førtvart), adv. efter Rad, uden at gaae noget forbi. Tr. Stift. Ellers: fyre Ende, fyre Roke, andfares. S. tvart.
fyrevis (ii), adj. forudvidende, som veed tilkommende Ting.
Fyrevit (aab. i), n. Klogskab, Forudseenhed.
Fyring (yy), m. en Baad som besættes med fire Mand. Fosen. (Af fjore).
Fyrkje, f. en Pige, Tøs. Meget brugl. i Gbr. og Ørk. især i Spøg og med en mindre Grad af Agtelse. Paa andre Steder ansees Ordet fornærmeligt og bruges om letsindige og ublufærdige Kvindfolk. Man har ogsaa Verbet: fyrkja ɔ: lefle, drive letfærdig Spøg. Maaskee beslægtet med Fark (el. ogsaa Furk). Jf. Fesja.
Fyrklæde (Fyrklæ’), n. Forklæde. I Nhl. og Shl. hedder det: Frykl (Frykkel).
fyrr, adv. før, forhen. Formen fyrr findes kun i Rbg. og enkelte Fjeldbygder; ellers hedder det: førr, el. før (G. N. fyrr). — før i Vær’en: fordum, i gamle Dage. B. Stift. — før bruges ogsaa for: førend; f. Ex. Eg heve inkje set dæ før i Dag. Lengje før han va komen; o. s. v.
Fyrr-ꜳr(e), Aaret for ifjor; næstsidste Aar. I Fyrrꜳr’e, eller: i Fyrrꜳrs (for henved to Aar siden). Fyrrꜳrskonn: Korn fra næstsidste Aar. Fyrrꜳrsavlen: Afgrøden i næstsidste Aar.
Fyrrdag(en), næstsidste Dag. Fyrre Dagjen, i Fyrrdag, el. i Fyrrdags ɔ: iforgaars. I Nfj. (Stadtlandet) siger man ogsaa „i fyre fyrdags“ ɔ: Dagen før iforgaars. See fyrre.
fyrre, adj. 1) tidligere. Ørk. (hvor det hedder førre). I førre Lag’e: i det tidligste, vel tidlig. — 2) forrige, foregaaende. Rbg. Tell. Gbr. Ogsaa i Ørk. Fosen, Namdalen (førre). G. N. fyrri; Sv. förre. Fyrre Gꜳngen: forrige Gang. Gbr. Ligesaa: fyrre Helgj’e. (Jf. sin, si). I fyrre Vikun (Gbr.), i førr-vukun (Ørk.) ɔ: i forrige Uge. (I B. Stift: hi Vikꜳ, i hine Vikenne). Desse fyrre Daganne: de forrige Dage. Rbg. — 3) den nærmeste foran den sidst forbigangne; den næstsidste. I denne Betydning er Ordet langt mere almindeligt, nemlig i Sammensætning med Aars- og Dagstiders Navne, hvor det tildeels hedder fyr (før) og fyre. Saaledes: fyrre Dagjen (s. Fyrrdag). Fyrrkvelden, el. i fyrrkvelds (ɔ: iforgaarsaftes). Fyrrnatta, el. i Fyrrnatt (Natten til iforgaars). i Fyrrmorgon (i forgaars om Morgenen). Ligesaa: i Fyrr-ꜳrs (see ovenfor); i fyrre Haust (næstsidste Høst); i fyrre (eller fyre) Sumar o. s. v.
fyrrekjuge, s. fyrti.
fyrrmeir (førmeir), adv. før, fordum, i forrige Tider. Tr. Stift.
Fyrska, f. (egentl. Fjordboerske), Kvindfolk fra Nordfjord eller Søndfjord. See Fyr.
fyrti (aab. y), Talord: fyrretyve. Søndenfjelds ogsaa fyrrekjuge. G. N. fjórir tígir.
Fyru (aab. y), f. Elvebred; Sandbanke langs Elveløbet. Gbr. Jf. Ꜳfjøra.
fyrug (yy), adj. 1) frisk, livlig, munter. (Jf. fjørug) 2) tyk, før, fyldig. Ørk. (fyrau).
Fyrveld, n. Falæne; s. Fivreld.
fysa, v. a. og n. (e—te), lyste, have Lyst til, længes efter. Søndre Berg. Tell. Vald. G. N. fýsa. (Af fus). Jf. huga, langa.
fyseleg, adj. behagelig, hyggelig. Vald. Mest ironisk og med Negtelse.
Fysemat, m. Lystemad, sjelden eller lækker Mad. Vald. og fl. I Sogn: Fysemæta, f.
fysen, adj. 1) lysten, begjærlig. Søndre Berg. (I denne Betydn. sjelden). 2) hyggelig, behagelig, som giver Lyst.
