fæstes over Skuldrene. Nordre Berg. — I Valders (Fasl) og Ndm. (Falsj) om Stroppen eller Skulderbaandet paa en Randsel. I Sdm. og Ndm. (med Udtalen Falsj) om de Vidiebaand hvormed man omvikler Sænkestenene paa Garn og deslige. S. Fetel.
fatla (falsje), v. a. binde, omvikle. (Sjelden). fatlast, sammenvikle.
fatna, v. n. (a—a), om Ild: fænge, antændes. I nordre Berg. oftere end fata.
fatra, v. n. kludre, arbeide klodset. Rbg. Tell. Ellers: fjatla, fitla og fl.
fatt’, adj. tilbagebøiet (= kjeik). Nordre Berg. Sdm. (Isl. fattr). fatte Fingra: Fingre som let kunne bøies tilbage. fatt’ i Ryggja: som kan bøie Skuldrene bagover. Heraf: fette seg.
fattast, v. n. = vanta, skorta.
fauk, føg; s. fjuka.
Faur, m. en stille, seenfærdig Person. Sdm.
faura, v. n. liste sig. Tell. Han faura seg av: forføiede sig bort i al Stilhed. — faurelege, adv. „Han gjekk sꜳ faurelege“, om En der gaaer ligesom nedslagen eller skamfuld. Tell.
Fausk, m. 1) trøsket Træ, Ved som er raadnet eller opgnavet af Træorm. Meget udbredt. (I Tell. Fork). Isl. fauskr. 2) Falaske. Hard. s. Falskje. 3) et Fuskerarbeide; ogsaa en falsk, bedragelig Ting. Nhl. Voss, hvor man ogsaa siger fauska om at fuske.
fauskast, v. trøskes, forgnaves af Træorm.
Fauskemjøl, n. Trøskemeel, Ormegnav.
fauskjen, adj. trøsket. Ogs. fausket.
Faut, m. s. Fut.
Fꜳ, f. Affald af Malt, Skud eller Spirer som afgnides, naar Maltet tørres. Nhl. Rbg. og maaskee fl. St.
fꜳ, adj. 1. faa, ikke mange. Har fuldkommen Flexion, nemlig: neutr. fꜳtt, pl. fꜳe. Eental kun ved Kollektiv; f. Ex. om Fisk: „Han æ bꜳde fꜳ ꜳ smꜳ“ (af ringe Antal og liden Størrelse). fꜳtt Folk: lidet Folk. Dæ va fꜳtt um (Sdm.): der var kun faa Deeltagere.
fꜳ, adj. 2. taus, stille, som ikke tager Deel i Samtalen. Nhl. Isl. fár.
fꜳ, adj. 3. bleg, hentæret, som af Sygdom. Shl. See fꜳen.
fꜳ, v. a. 1. (fꜳ; fekk; fingje), at faae. Præs. hedder: fæ (Sdm. Gbr. Ørk.), fær (Hard. og Kr. Stift) og fꜳr (mest alm.). Imperf. Fleertal: fingo (Hall. Vald.), finge (Nhl. og fl. St.). Supinum: fengje, fingje (Søndre Berg. Tell.) og fꜳtt (mest alm.). At Inf. egentlig skulde hedde fanga, sees saavel af disse Former, som af Afledningerne: Fang, fengja, lettfengd, storfengt og fl. — Betydning som i Dansk, nemlig: 1) bekomme, modtage, blive forsynet med. fꜳ te Giving: faae som en Gave. fꜳ seg Mat: spise. fꜳ Mun: undergaae Forandring. fꜳ i (el. fꜳ ’ti): faae fat paa. I Særdeleshed, naar Objektet er et menneskeligt Væsen: a) faae til Hjælp; b) faae til Ægte; c) føde, faae Afkom. — 2) træffe, blive hindret eller angreben af. fꜳ Storm, Sjø, Uvær. fꜳ vondt (blive syg); fꜳ Verk, Slit, Skade o. s. v. — 3) komme til at; a) maatte; f. Ex. Eg fꜳr væl gjera da. Da fekk so vera. — b) kunne, være istand til. Han fekk ikje tyggja (kunde ikke tygge). Ligesaa: fꜳ svelgja, eta, snakka o. s. v. c) have Lov eller Leilighed til. Han fekk ikje fara. — 4) bringe, skaffe; formaae; faae istand. a) Med Subst. fꜳ Auga pꜳ: fæste Øie pꜳ, kunne see. Jf. fꜳ Hand pꜳ, fꜳ Grunn i. Fꜳ han te gjera da: formaae ha, til at gjøre det. b) Med adv. fꜳ fram, inn, ned, upp. Eg fekk ikje da til, ɔ: jeg fik det ikke til at lykkes, jeg kom ikke tilrette dermed. c) Med adj. fꜳ fast, laust, færugt, klædd, mꜳla. — 5) række, flye, levere. Med Dativ og Akkus. f. Ex. fꜳ meg Staven ɔ: ræk mig Stokken! (G. N. fá).
fꜳ, v. a. 2. (r—dde), røde, udbløde Hør eller Hamp for at Trevlerne kunne fraskilles. Søndenfjelds. (Jf. røyta). Maaskee ogsaa at blege; s. fꜳdd. Isl. fá og faga, betyder: rense, pudse.
fꜳast (fꜳas), v. n. blegne, falme. Ørk. S. fꜳ, adj. og fꜳen. — (Adskilles fra fꜳst).
fꜳdd, adj. 1) blegnet, hvidnet, af Vandets eller Luftens Paavirkning, om Træ og Tøi. Hard. 2) rødet, opløst ved Udblødning. Tell. og fl. (af fꜳ, v. a.).
fꜳdugeleg (fꜳduele), adj. som duer til lidet, ikke ret duelig. Sdm. og fl. — De Ord som begynde med faa (lidet). ere vel almeenforstaaelige, men ikke meget udbredte.
fꜳen, adj. 1. bleg, som har et sygeligt Udseende. Ørk. I Shl. fꜳ. Jf. foen.
fꜳen, adj. 2. „væl fꜳen“: vel forsynet, mættet, opfrisket. Helg.
fꜳfengd, adj. unyttig, frugtesløs. Mest i neutr. f. Ex. eit fꜳfengt Arbei(d). Gbr. Ørk. Undertiden: fꜳfeng. Østd. — Sv. fåfäng.
fꜳfengjeleg (fꜳfængjele), adj. unyttig,
